Vores kirke er en bygning

Forside Ressourcer Bloggen
Vores kirke er en bygning

For nylig læste jeg om synagogens funktion og rolle for jøder på Jesu tid. Det viser sig, at den havde en kæmpestor betydning. Ikke kun fordi det var her, man holdt gudstjeneste, men også fordi det i det hele taget var her, man samledes. Der kunne være en skole i forbindelse med synagogen. Og når jøder kom rejsende til byen, blev synagogen brugt som en slags herberg. Hvad angår det religiøse, var der ud over gudstjenesterne også oplæsning af de bibelske skrifter og undervisning. En synagoge var fuld af liv.

Nu er det snart et år siden, Aarhus Bykirke har kunnet fungere som et ægte forsamlingssted – ud over den begrænsede grad af forsamling, der er i forbindelse med coronavenlige gudstjenester.

Det er ærgerligt. For Aarhus Bykirke er jo langt mere end ”bare” gudstjenester. Det er et sted, hvor man har fællesskab med kristne brødre og søstre om det, som er allervigtigst i vores liv. Så vil nogle måske mene, at ”kirken ikke består af bygninger”. Men den køber jeg ikke. Det er faktisk vigtigt, tror jeg, at vi har et fysisk sted, hvor vi kan forsamles. Og her er det nu en gang rart med en bygning – især på denne årstid.

Uden en bygning ville vi som menighed have et meget stort problem. Bygningen – og det at mødes i den – er en grundpille i vores fællesskab. Så er det selvfølgelig også helt afgørende, at Guds ånd fylder bygningen. Og at vi fylder den med alt det, Jesus har givet os. Næstekærlighed, tilgivelse, sandhed. Guds ord.

Kan man så sige, at vores bygning står og forfalder i disse uger? Nej, det er omvendt: Vores menighed forfalder, fordi vi ikke har en bygning. En halv time om ugen er ikke nok. Så når det her hejs er overstået, er det ikke os, der skal renovere bygningen. Så er det bygningen, der skal renovere os.

Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.