Retten til Livs hovedanliggende er som bekendt kampen for det ufødte barns ret til livet.
Det er mærkeligt med dagens danske abortlovgivning, sammen med en stor del af den øvrige verdens tilsvarende lovgivning. Det er blevet som en omtrent selvfølgelig ting for de allerfleste. Så selvfølgelig, at det store flertal af danskere anser det for ikke bare uselvfølgeligt, hvis provokeret abort forbydes, men decideret umenneskeligt. Og ikke nok med det. Mentaliteten synes også at snige sig mere og mere ind i mennesker, som i udgangspunktet har en etik og grundlæggende tilværelsesforståelse, der siger nej til fri abort, hvilket vil sige ikke mindst bevidste kristne mennesker.
Jeg løber i ny og næ ind i det – mentalitetsændringen også hos kristne. Hvad sker der? Jeg tror, der sker en langsom tilvænning til det at leve i mørket.
Jeg kan ikke se abortlovgivningen som andet – set i det store perspektiv – end mørke. Retten til at slå små, ufødte mennesker ihjel – som løsning på andre problemer.
I Mikas bog i Det Gamle Testamente står der et sted: ”Vi bor i mørke, men Herren er vores lys”.
Man kan vænne sig til at bo i mørke, vænne sig så meget, at det kan blive som det eneste normale lys, tusmørket, det grå lys.
Desto vigtigere er det, at der er nogen, der bliver ved med at pege på det virkelige lys, det sande lys. Så vi forstår, at vi faktisk lever i mørke – med rundt regnet 15.000 legitimerede fosterdrab hvert år i lille Danmark. Og med den virkning det får og allerede har i et bredere syn på menneskets ret til at bestemme over eget liv og død. Retten til Liv er, hvor meget det end ligner en taberkamp, lysbringere i mørket.
Jeg holdt et foredrag for nylig om den norske kirkekamp under Anden Verdenskrig. Om nogle kirkelederes meget store mod til at tale imod besættelsesmagten og Quisling-herredømmet. Det fik meget stor folkelig betydning. Det blev en væsentlig del af lyset i mørket, af frimodigheden i det norske folk, og det uundværlige håb for dem, håb om at mørket en dag måtte slippe taget.
Jeg kunne også nævne den nuværende krig i Ukraine. Mange har peget på, hvor afgørende det har været for Ukraine, at deres præsident ikke overgav sig efter tre dage, men vovede at modstå Rusland. Havde Ukraines regering lagt sig flad med det samme, ja, så havde mange overlevet, men tusmørket var blevet det varige lys. Nu koster det meget, rigtig meget, med modstanden, men til gengæld fastholdes lyset fremfor at gå ind i tusmørket. Så må vi se, hvornår lyset får lov at blive varigt i Ukraine.
Det samme kan man sige om den tydelige tale imod frit fosterdrab. Tusmørket har sat sig mere og mere fast. Desto vigtigere at der er nogen, der bliver ved med at pege på lyset.
Og allervigtigst – når det ser mest håbløst ud, når det ligner én stor tabersag, en umulighed at trænge igennem med lyset: Herren er vores lys. Ikke Retten til Liv, men Herren.
Herren kan brænde igennem med lys, når det ser allermørkest ud. Det skal vi fejre om lidt til påske.
