Ud af undtagelsestilstanden

”Nu havde jeg ellers glædet mig til, at det hele ville være normalt igen efter sommerferien”, hørte jeg en sige. Og jeg mærker selv den underlige fornemmelse af at gå i gang igen uden helt at komme det.

At sige: ”det må blive på et senere tidspunkt”, er for mange af os blevet tømt for befrielse og erstattet med frustration. For hvornår bliver det egentlig? Er alle aflysninger og udsættelser ikke længere undtagelser, men simpelthen den nye virkelighed?

Det er, som om vi alle sammen i 2020 er blevet som de gamle, der sidder og længes tilbage til, hvor godt det var engang. Og så ligger det så snublende nær at opgive at lave noget som helst om. Måske lige bortset fra indretningen, huset eller haven. Det er som om alle undtagelserne lammer os og spritsmagen tager lysten fra os.

Hen over sommeren har biograferne vist filmen ”Undtagelsen”, der stiller et enkelt spørgsmål. Er det en undtagelse, når mennesker ofrer deres liv for hinanden, eller er undtagelsen, at vi først og fremmest tænker på vores egen overlevelse? Det er vel i virkeligheden også det centrale spørgsmål i vores forskellige måder at bekæmpe virus på.

Men hvad får os til at bøvle med at mødes til fest i kirken og andre steder, og hvad får os til at blive hjemme? Er det at blive hjemme undtagelsen, eller er det at komme afsted?

Alle vores vaner er blevet væltet omkuld på en måde, så det, der før var naturligt og selvfølgeligt, nu føles som en undtagelse. Og det, der før var en undtagelse, er nu blevet det mest naturlige og selvfølgelige!

Gør det så meget, hvis gudstjenesten i kirken om søndagen er blevet til en undtagelse og morgenkaffen og hyggen derhjemme til en vane?

Ikke hvis vi har fundet nye vaner, der gør snakken om tro på Gud derhjemme til mere end en undtagelse. Ikke hvis vi minder hinanden om, at alle besværlighederne lige nu er en undtagelse fra det normale. Ikke hvis vi vender tilbage til den livsvigtige kristne vane med at samles hver uge på den dag, hvor der skete den mest vidunderlige undtagelse.

Døden tabte og livet vandt. Jesus Kristus ofrede sit liv for at redde vores. Derfor kan vi redde livet ved at tro på undtagelsen. Vi skal leve, selvom vi dør. Vi har brug for at få vendt livet på hovedet ved at høre om undtagelsen og glæde os over den. For det er den nye virkelighed!

Det var egentlig ikke meningen, at mine refleksioner skulle ende i en prædiken. Men lad det være en undtagelse, der måske kan opmuntre og inspirere os til at komme ud af undtagelsestilstanden.

Og begynd gerne med at snakke om det over morgenkaffen en søndag, hvor du undtagelsesvis sidder derhjemme med benene oppe og har tid til at fundere lidt over gode gamle vaner og deres mulige genopstandelse.