Ubetydelighedens fortvivlelse

Hvordan skal man skrive en blog på Aarhus bykirkes hjemmeside lige nu? I en kirke, som er stærkt præget af et helt igennem tragisk og uforståeligt dødsfald.

Jeg synes ikke, jeg kan skrive udenom det, men jeg vil heller ikke for alvor skrive ind i det. Det synes jeg nok ikke, at en blog egner sig til. Og slet ikke i forhold til dem, der stod afdøde nærmest. Jeg vover derfor at skrive lidt ud på et sidespor af det, som i selve sporet kræver helt andre ord, og i forhold til nogen: først og fremmest opmærksomhed og nærvær fremfor ord.

Jeg vil bringe et citat, som jeg brugte i sidste uge i et samtaleforedrag med Leif Andersen i Center for Kristen Apologetik. Vi skulle sige noget om den kristne tros lære om fortabelsen. Det fik mig til at trække noget frem fra et essay, jeg læste for en del år siden af den norske professor i idéhistorie, Trond Berg Eriksen. Essayet handler om den norske nobelprisvinder i litteratur Sigrid Undset. Hun skrev nogle fremragende middelalderromaner. I essayet beskriver Trond Berg Eriksen middelaldermennesket som et menneske, der ”levede i verdens centrum og havde Guds opmærksomhed rettet mod sig. Det indebærer, at alt det, mennesker i det før-moderne samfund foretog sig, og som skete med dem, betød noget i den store verdenshusholdning. Selv når det kristne menneske var forbandet, forblindet og fordømt, beholdt det en uafvendelig værdighed – for magterne var intenst optaget af dets evige skæbne.”

Trond Berg Eriksen sætter en karakteristik af det moderne menneskes livsstemning op som modsætning til middelaldermennesket. Det moderne menneske lider under ”ubetydelighedens fortvivlelse”.

Jeg talte forleden med en præstekollega, som også lige nu er i kontakt med en familie i dybt tragiske omstændigheder. Ligeledes en helt ubegribelig ulykke med dødsfald til følge.  

Han fortalte om en samtale med en af familiemedlemmerne, som gav udtryk for for længst tabt tro på Gud i forlængelse af livets lidelser, og nu altså voldsomt bekræftet. Min kollega udtrykte forståelse, men sagde også til ham: Bliver det lettere at bære uden Gud? Hvortil den anden svarede nej.

Fortvivlelsen over Gud er at foretrække fremfor ubetydelighedens fortvivlelse. Fortvivlelsen vendt mod Gud har i det mindste retning. Fortvivlelsen uden Gud er retningsløs – og bekræfter kun menneskets fundamentale ubetydelighed.

Fortvivlelsen rettet mod Gud har i det mindste et lille – måske i perioder meget, meget lille – håb om, at den Gud, jeg er fortvivlet over og måske vred på eller tillidstabende overfor, har et skjult kort i ærmet, et eller andet endnu uset, uventet, noget der måske alligevel kan vende det hele til syvende og sidst.

Det var måske også det, der fik den jødiske forfatter, Clara Kramer til at skrive, som hun gør i bogen ”Claras krig”, hvori hun fortæller sin egen og familiens ufattelige historie under Anden Verdenskrig, hvor de i næsten to år levede skjult i en jordkælder under et hus i Polen: ”Jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne være så vred på Gud og alligevel finde så meget trøst i vore bønner”.