Det er nu cirka syv år siden, jeg begyndte i Aarhus Bykirke. Og som det jo er med så mange ting, så er livet én stor gentagelse. Ikke nødvendigvis for det enkelte menneske, men hvis man ser det hele lidt oppefra. Mange er lige flyttet til Aarhus, måske for at starte på en uddannelse. Heldigvis vælger nogle af dem at kigge forbi vores kirke – og måske endda blive medlem. Ligesom jeg gjorde for syv år siden.
I Den Eneste Ene lyder et af flere berømte citater, at ”efter syv år, så ved man et og andet”. Jeg kom til at tænke på det citat, da jeg talte mine syv år som aarhusianer. Det kunne også have været fortællingen om Josef og de syv fede og de syv magre år, der var dukket op i tankerne. Det havde måske været mere oplagt, eftersom det rent faktisk har været syv fede år i kirken. Men det var altså Mulle fra Den Eneste Ene.
Ved jeg så et og andet efter syv års medlemskab af Aarhus Bykirke, kunne man spørge.
Det må blive et både og. Eller: Jeg ved et, men måske ikke andet.
Jeg ved, at Aarhus Bykirke er et dejligt sted at være. For mig handler det blandt andet om genkendelighed. Som sagt er livet en stor gentagelse. Og det er vores kirke også i høj grad.
Der er et kirkeår fyldt med gudstjenester, som på papiret er forskellige, men som med tiden flyder sammen til sådan en ensformig masse. Der er klyngeaftener og menighedslejre og lovsangsaftener, som alle har været særlige og nøje planlagt – men som med tiden bliver en del af denne masse. Der er nye bekendtskaber og gode samtaler, som hver især har gjort indtryk og haft betydning. Og som samtidig er ingredienser i den småsimrende gryderet, som Aarhus Bykirke for mig også er. En velsmagende gryderet, som jeg efter syv år synes, jeg kender udmærket.
På den anden side er der meget, jeg ikke ved. For eksempel ved jeg ikke, hvad du synes om smagen af Aarhus Bykirke. Hvilke ingredienser, du har puttet i retten. Hvis du har været i kirken i flere år, så har du måske også oplevet, at der i høj grad er tale om gentagelser, der tilsammen giver smag. Er du ny i kirken, så forbered dig på en masse gode gentagelser. Det kunne for eksempel være den årlige menighedslejr, som i år ligger i november. Uanset hvem du er, så kan jeg kun sige en ting: Tag med!
Til sidst vil jeg sige, at jeg mest af alt håber, at den vigtigste ingrediens i vores kirke må (blive ved med at) være det, som er dens eksistensgrundlag, nemlig Guds ord.
Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.