Stol på at det vil lysne

En mørkegrå morgen i december fik jeg følelsen af, at det aldrig ville blive lyst igen. Sådan har jeg også tidligere haft det af andre grunde, fordi stort set alt omkring mig så gravsort ud. På de mørkeste dage kan det næsten være en befrielse at slippe for at forholde sig til et eventuelt kommende lys. Og alligevel er det lyset, vi længes efter. Vi tør bare ikke stole for meget på, at det vil komme igen.

Overskriften er titlen på Thomas Sjödins nyeste bog. Og han har hentet tanken fra naturen, der med årets skiften og hver eneste morgen hvisker til os, at det vil lysne. Selv bibelen fortæller, at det begyndte mørkt, men at mørket blev sat på plads af skaberlyset i tidernes morgen.

Selvom jeg ikke er et morgenmenneske, kan jeg godt forstå pointen. Især hvis vi regner julemorgen med. For da Guds skaberlys med Jesus blev født ind i vores verden, satte det en endegyldig grænse for mørket. Nu skinner lyset så kraftigt, at det ikke længere kan fortrænges. (Johannesevangeliet 1,5)

Hvorfor er det så svært at stole på lyset, når man selv er omgivet af mørke? En bemærkning om, at det nok skal lysne, kan ligefrem slukke lyset i øjnene på dem, vi siger det til. (Og i virkeligheden siger vi det nok oftest for at overbevise os selv).  

Er det fordi, vi forkynder lyset som et statement, et postulat, mens der i virkeligheden er brug for noget andet? Som månens lys der fortæller, at der findes et kraftigere lys, men ikke selv er det. Ord om, at det vil lysne, kan komme til at lyde som et gennemsigtigt genskin, der aldrig for alvor bliver til en ny dag for nogen af os.

Jeg husker, at min kone, Frida og jeg for tretten år siden mødtes med nogle forældre, der også havde mistet et barn flere år tidligere. Og vi længtes efter, at de skulle fortælle, hvornår glæden ville vende tilbage. Det ville de ikke. Men vi kunne se smilet og lyset i deres øjne mellem tårerne. Og det sagde langt mere end tomme løfter.

Thomas Sjödin siger det så rammende i citatet herunder:

Hvis vi virkelig stoler på, at det vil lysne – og hvis vi længes efter at kunne se det håb i andres (eller vores egne) øjne – så må vi gå sammen i mørket og længes. Og ikke love for meget, men nøjes med at være den støtte, der vidner om, at skyerne ikke for altid kan spærre for solens lys. Så kan der ske det under, at vi får øje på lyset fra Gud, der ikke kan fortrænges, fordi det blev julemorgen.

Dét morgenlys er værd at stole på.