Nogle gange gør det mig bare træt

Jeg har egentlig altid været glad for at få de her spørgsmål. Glad for muligheden for at kunne uddybe, hvad min tro egentlig handler om. Glad for at kunne afkræfte mange af de fordomme, som folk bærer på omkring mennesker, der tror på Gud. Men af og til gør det mig bare træt. Det gør mig af og til træt at skulle overbevise folk om, at det der med troen altså ikke er så underligt, som man skulle tro. Det gør mig af og til udmattet at skulle overbevise folk om, at jeg altså er normal, selvom jeg tror på Gud. Udmattet at forholde mig til spørgsmål, som jeg ikke ved, hvad jeg mener om.

Det har af og til gjort mig så udmattet, at jeg har overvejet, om det der “jeg er kristen”-mærkat nu også er så nødvendigt for mig. Ku’ jeg ikke vriste det lidt af mig? Lade det fylde lidt mindre? Bare forsvinde ind i mængden og ikke gøre mig bemærket som hende der beder, eller hende der går i kirke. Og jeg har da af og til forsøgt på det. Forsøgt på at lade kristendommen falde lidt i baggrunden.

Men. For der er et men. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke vriste det af mig. Og det tror jeg ikke, jeg kan, fordi jeg har oplevet og mærket Jesus. Jeg har mærket hans fred. Hans omsorg. Hans kærlige øjne. Og de der kærlige øjne - dem kan jeg ikke vriste af mig. Og det vil jeg heller ikke. Og derfor er jeg villig til af og til at blive udmattet af de spørgsmål, jeg skal forholde mig til. Derfor er jeg villig til at skille mig lidt ud fra mængden. Fordi jeg tror, han er den dybeste og kærligste sandhed, jeg kan finde.

Og når jeg, for tiden, så alligevel bliver ramt af træthed og af frygt for andres blik på mig som “hende den kristne” - så lytter jeg til de her ord:

“Frygt ikke for al verdens frygt
For andres øjne, for ord bag din ryg
Om du er ønsket, om du er valgt
Vær ikke ræd, hvert hår er talt”

(“Frygt ikke” - Simon Pedersen, Emily Sørensen)