Når døden får det sidste ord

Døden er på alle måder barsk og brutal. Det har jeg mærket på egen krop. Jeg vil alligevel i det følgende forsøge at tage livtag med døden ud fra egne oplevelser og forsøge at give et bibelsk perspektiv på det. Der kan siges meget om dette emne og jeg når ikke hele vejen rundt.

For mange mennesker har døden det sidste ord. Men kristendommen taler om en anden forståelse, hvor døden ikke får det sidste ord.  

Når døden viser sit grimme ansigt
For noget tid siden talte jeg med en ven, der lige havde mistet sin far i en alder af 51 år. Samtalen var kort og uden den store ordveksling. Alligevel husker jeg tydeligt hans sidste ord, inden vi gik hver til sit: "Nå min ven, så fik døden alligevel det sidste ord" Jeg havde lyst til at løbe tilbage efter ham. Men jeg gik. Samtalen med min ven satte nogle tanker i gang hos mig. Særligt et spørgsmål mindes jeg tydeligt: Men får døden så det sidste ord, eller er der håb? 

Når døden viser sit grimme ansigt, tyer mange mennesker til kirken. Enten i forbindelse med begravelse, eller som et frirum hvor tanker og frustrationer kan få frit løb. Netop i afmagt over døden, søger mennesker mod kirken. Ofte føler jeg, at døden har al magt på denne jord, den er jo ikke til at se sig fri af. Men Bibelen taler anderledes, og måske er det netop her håbet kommet ind. Håbet om, at døden ikke har al magt, men en anden har al magt. Måske er det netop det, der gør, at mennesker søger mod kirken i en sådan situation. 

AL MAGT
Hvis døden ifølge kristendommen ikke har al magt, hvem har så?

Matthæus evangeliet 28,18: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”

Sådan taler Jesus om sig selv i en af de mest kendte tekster fra Det Nye Testamente. Jesus taler sådan, efter hans død og opstandelse. Hvis Jesus virkelig er denne verdens retmæssige hersker, denne verden, som er fyldt med ondskab, lidelse og død, så måtte han afvæbne ondskaben indefra. Han måtte gå i døden, for at besejre døden. Det er paradoksalt. Dø for at besejre døden. 

Døden er den ultimative fjende. Når et menneske dør, er de helt uden for vores kontrol. Det er ikke muligt at hente nogen tilbage fra døden. I hvert fald ikke for os. Men ved at oprejse Jesus fra de døde viser Gud, at hans magt rækker helt ind i døden! Jesu magt rækker helt ind i døden! 

GUDS LØFTE

Men hvor er håbet i det? Har det betydning, når nu døden spiller en stadig aktiv rolle i verden? 

Ja, det har! Jesu opstandelse er Guds løfte om, at Jesus er Kristus, altså at Jesus har al magt i himlen og på jorden og derfor til sidst vil besejre alle fjender, også den ultimative fjende døden. Det betyder, at ondskaben aldrig får det sidste ord! Kampen mellem Gud og de onde ødelæggende magter i verden er en kamp, hvor resultatet er kendt, hvor udfaldet er givet på forhånd. Gud tvinges aldrig i forsvar, og han er aldrig nødt til at trække sig tilbage. Ondskaben får aldrig det sidste ord! 

Og det er netop dette håb, kristne må klamre sig til, at Jesus besejrede døden en gang for alle. 

Ved troen på Jesus, rækkes dette løfte til enhver at; ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør” Ved troen på Jesus, får døden aldrig det sidste ord!