Artiklen refererer især til to forskellige forskere, den ene naturvidenskabsmand, den anden filosof.
Naturvidenskabsmanden, en professor i kvantefysik, Carlo Ravelli, siger: ”Intet er, alting sker”.
På samme måde siger filosoffen, Derek Parfit, at vi mennesker ikke er faste, uforanderlige enheder. Vi er en proces. Alt i os udskiftes over tid: cellerne i vores krop, vores holdninger og tanker, vores relationer og vores krop. Vores liv er en strøm af små gradvise forandringer, og derfor giver det heller ikke mening at tale om eksistens som noget absolut.
”Jeg er ikke en fast enhed, jeg er en sekvens af begivenheder og processer, som er forbundet til hinanden. Jeg har selvfølgelig hukommelse, som knytter dem sammen, men jeg tror, det er bedre ikke at tænke på os selv som blivende enheder”, siger Derek Parfit.
Jeg betvivler ikke rigtigheden i den naturvidenskabelige forklaring af tidens relativitet. Jeg betvivler heller ikke menneskets løbende foranderlighed, i både krop og sind. Men jeg vil gerne stille et banalt spørgsmål – som Derek Parfit i øvrigt lægger op til: Hvorfor spiller hukommelsen så en så enorm rolle i vores bevidsthed? Og hvorfor styres vi så i så stærk grad af tanker og drømme om fremtiden?
Spurgt på en anden måde: Hvorfor er vi fra tidlig alder og til døden så forbundne med og optagede af hele vores livsforløb, inklusiv alt det relationelle, der ligger i det? Som om det hele hænger dybt og varigt sammen…
Jeg læste ved middagstid i dag Salme 139 i Det Gamle Testamente, hvor der bl.a. står: ”Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje, alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet”.
Enten har Gud helt overset sit skaberværks eksistentielle relativitet, eller også har mennesket overset sin eksistentielle substans i lyset af den evige, uforanderlige Eksistens.
På en måde er det meget naturligt at vælge relativiteten, når Gud fraregnes. Der er noget forlokkende over den tanke. Det forlokkende er, at vi slipper for et dybere ansvar for vores liv. Hvad ”jeg” fejlagtigt gjorde for 10 år siden, behøver jeg ikke at tage ansvar for i dag. I dag er jeg en anden.
Men fravalget af Gud, er også fravalget af mennesket. Af menneskets enestående liv, af den store og dybe livssammenhæng og livsmening fra begyndelse til ende, fra lys til mørke til lys.
Fravalget af ansvar for ens liv er fravalg af livsbetydning. Som den norske professor i idéhistorie, Trond Berg Eriksen, skriver i et essay om det moderne menneske uden Gud: det lider under ”ubetydelighedens fortvivlelse”.
I gudsperspektivet har mit liv fra dag til dag evighedsbetydning.
