Men hvorfor?

I dét her afsnit talte de med Jonas Petersen, også kendt som Hymns from Nineveh. De talte med ham om, hvad han forbandt med det at være mand. Som en del af rutinen i podcasten bliver den mandlige gæst spurgt, hvilke mandlige forbilleder han har haft i løbet af sit liv. Og det var hér, Jonas Petersens svar adskilte sig fra de mange andre svar, jeg har hørt i podcasten. En af de første personligheder, han nævnte, var nemlig Jesus. Han fortalte om, hvordan Jesus bl.a. var et forbillede for ham, fordi han beundrede den imødekommende måde, Jesus mødte andre mennesker på. Hvordan han mødte alle mennesker på den der imødekommende måde. Det var så tydeligt, som lytter, at mærke, at ham der Jesus… han betød virkelig noget for ham.

Men det som i virkeligheden gjorde størst indtryk på mig var, da snakken fortsatte omkring fællesskabet i kirken. Han bliver spurgt, om ikke han har nydt at være i et fællesskab med andre omkring troen. Og her bliver han en lille smule tavs. Samtalen stopper for en kort stund. Og han fortæller, at han af og til har oplevet det svært det der med det kristne fællesskab. Det er ikke noget, han uddyber yderligere, men man fornemmer, at der er et eller andet i det kristne fællesskab, som på en måde har været svært. Som han ikke har følt sig helt tilpas i. Og uden at kende til detaljerne i Jonas Petersens oplevelser, så tror og oplever jeg ikke, at han er den eneste, som er i proces omkring dét at finde ud af ens rolle i det kristne fællesskab. Jeg tror i virkeligheden, vi er mange, som støder ind i mennesker, der har oplevet det kristne fællesskab en smule kompliceret. Mennesker, som kan have brug for at skelne mellem Jesus og det kristne fællesskab for ikke at udelukke begge dele.

Og hvad vil jeg sige med det her? I virkeligheden vil jeg ikke komme med en endelig konklusion eller pointe, selvom der helt sikkert er masser af pointer at tage fat i - både til dem, som er i kirken og dem, som oplever det kristne fællesskab svært. Men jeg vil egentlig bare dele det spørgsmål, jeg sad tilbage med, da podcasten sluttede; men hvorfor? Hvorfor er der flere, som har fået det kristne fællesskab en lille smule galt i halsen? Hvorfor er der flere, som holder af Jesus, men har haft svært ved at være i det kristne fællesskab? I virkeligheden tror jeg måske bare, jeg kunne ønske mig, at vi, som er i kirken, sammen stiller os selv spørgsmålet; men hvorfor? At vi på en måde kigger lidt indad. Jeg tror allerede, at vi er mange, som gør det. Men lad os blive ved med det. For hvis vi gør det, tror og håber jeg, at flere og flere med tiden må kunne forbinde Jesus og det kristne fællesskab med hinanden; uden at have brug for at udelukke nogle af delene.