Uddannet Cand. Teol. fra Aarhus Universitet i 1987, født på Færøerne i 1960, opvokset det meste af tiden i Hirtshals, gift med Margrethe og far til 5 børn, bedstefar til 7 børnebørn. Bor i Brabrand.
Elsker ud over min kone: film, gode bøger, male billeder, skrive, gå på rulleski, bedre: langrendsski, trække garn i norsk skærgård, Toscana og god rødvin.
I forrige nummer af Weekendavisen kunne man læse en interessant artikel om forskellige privatfolks bidrag til rumfart. Der er amerikanere, som investerer milliarder af dollars i rumfart. Og en væsentlig del af det går ud på at få landet mennesker på Mars og på langt sigt at få skabt en menneskekoloni på Mars. Der er nogen, der ser en rum-by for sig på Mars med en million mennesker.
En engelsk sociolog, Richard Tutton, har interviewet en række mennesker, som er blandet ind i denne Mars-drøm. Og hurtigt fandt han ud af, at deres forestillinger om livet på Mars er et slags spejl af alt det, de ønsker at ændre på jorden. I rumkolonien ser de muligheden for selv at bestemme, hvordan samfundet skal skabes. Hvad skattepenge skal bruges til, hvad deres børn skal foretage sig i skolen osv.
Tutton citerer en amerikansk litteraturprofessor, som kalder Mars for ”den skærm, som vores håb for fremtiden og frygt for ødelæggelsen af jorden bliver projiceret op på.”
Han referer også til Elon Musk, Tesla-ejeren, som er en af de helt store pengefolk i foretagendet. Han mener, at rumfart er noget, der radikalt vil ændre udviklingen af vores samfund og selve menneskeheden til det bedre.
Om Mars-projektet vil lykkes, står foreløbig hen i det uvisse. Helt afvise skal man ikke. For 150 år siden ville man have grinet en vis legemsdel i laser, hvis nogen for alvor mente, at mennesket en dag kunne lande på månen. Eller såmænd bare: flyve over Atlanten på få timer.
Vi får se. Men jeg ikke et sekund tror på, at vi får at se, er en radikal forbedring af menneskeheden.
Der skal helt andre kræfter til.
Flytter vi til Mars, flytter nissen med. Ikke julenissen, men slangenissen. Slangen fra Paradis. Slangens stemme: ”Mon Gud har sagt”. Det spørgsmål, der satte Gud fra tronen i menneskets sind, så det selv kunne overtage pladsen - det som sidenhen er blevet kimen til al ondskab i livet, både den der kommer inde fra os, og den der rammer os udefra, med døden som den sidste trumf på bordet hver gang.
Som den danske digter Erik Knudsen skrev engang: ”Hvad nytter den skudsikre vest, når døden kommer fra hjertet”.
Hvad nytter den meteorsikre rumstation på Mars, når døden kommer fra hjertet. Når en million mennesker også går rundt på Mars og finder splinten i hinandens øjne, fremfor bjælken i deres egne. Når en million mennesker på Mars ikke vender den anden kind til, når de bliver slået på kinden. Når en million mennesker trods det oprigtige ønske om at gøre det gode, de gerne vil, alligevel gør det onde, som de ikke vil. Når en million mennesker alligevel ender med at dø én efter én.
Vi har brug for noget helt andet end at sætte vores ben på Mars, når det drejer sig om menneskets allerstørste problem, døden i hjertet og i kroppen. Vi har brug for, at der er en, der sætter sine ben på jorden. Vi har brug for det, vi skal fejre om knap tre uger: Gud, der satte sine ben på jorden. Gud der lod sig føde med menneskeben og -arme og -sjæl og alt, og som fik det almindeligste drengenavn blandt jøder: Jesus.
Vi har brug for Skaberen, der blev en skabning og ofrede sig selv for alle sine skabninger. Vi har brug for det, som en teolog skrev i det fjerde århundrede: ”Intet kan sidestilles med min frelses under: Nogle dråber blod har fornyet hele universet”.
Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.
