Hvad er maskulinitet?
Forleden blev Henrik Højlund og jeg inviteret ind til en prøveforestilling med aftertalk på et teaterstykke der i særdeleshed drejer sig om maskulinitet. Stykket må siges at stemme noget mere overens med tidsånden, end måden Henrik og jeg opfattede stykket. Maskulinitet er, ifølge manuskriptforfatteren, noget med djævlen, noget med Hitler, noget med krig og noget med vold og seksuel aggression.
Og hvad angår vold og aggression generelt kan der vel være noget om det, både biologisk og kulturelt.
Men i aftertalken støder jeg på den samme halvbagte tese om maskulinitet som jeg altid støder på fra venstrefløjen. En som sikkert er ganske forståelig, sådan rent anekdotisk, men ikke desto mindre, en vi skal turde at udfordre. Det skal vi, først og fremmest, fordi de inderst inde godt ved at det er sandt, men en halv sandhed: Maskulinitet er krig, i den der meget ubehagelige forstand. Massakrer. Uskyldigt blod. Ondskab. Det er én side af den. Det er den onde mand. Djævlen.
Men det er også krig i den helt modsatte forstand: Den retfærdige kriger. Ham der forsvarer sit hjemland med livet som indsats. Ham der kæmper for friheden. Ham der beskytter kvinden mod den første sten fra pøblen. Ham der lader børnene lege ved ham og giver dem tryghed. Den maskulinitet vi får fra ham det hele handler om, den mand vi rigtigt nok tilbeder: Jesus.
Ud fra de to opfattelser af maskulinitet er konklusionen, for mig at se, meget enkel: Maskulinitet er hverken ondt eller godt. Maskulinitet, i sig selv, er neutralt, for det er hvad du gør med det. Både det onde og det gode ved det maskuline, eksisterer i kraft af hinanden. Det er den balance vi lever i, i denne verden: Kampen mellem det gode og det onde.
Jesus og Aragorn
Det er som regel kontraproduktivt at udfordre en tese, uden at tilbyde et alternativ. Derfor skal vi ikke kun udfordre venstrefløjens maskulinitetssyn, men tænke nøje over hvordan den gode maskulinitet ser ud. Leder man i populærkulturen kan den positive, balancerede maskuline mand også være svær at finde. Men ét rigtig godt eksempel er Aragorn fra J.R.R Tolkiens 'Ringenes Herre.'
Aragorn er en stærk leder, som absolut ikke er bange for konfrontation. Det i en sådan grad, at han på eget initiativ går alene i kamp mod en hel hær af fjender der er både større og stærkere end ham, kun for at beskytte dem der er svagere end ham selv. Fuldstændigt ubegrænset heltemod.
Lidt ligesom Jesus der drager til Jerusalem for at dø for vores synder, uden den mindste tøven.
Men Aragorn er ikke bare stærk og modig. Han er også mild, opmuntrende og kærlig. Han sætter andre før sig selv, og opløfter dem der er svagere end ham selv, i en sådan grad, at det faktisk gør dem stærke. Aragorn har skabt helte af en fredelig hobbit og en kampuvant kongedatter. Det er mere end noget andet det, der gør ham til en fantastisk leder og konge: Han ser sine undersåtter i øjnene. Han elsker dem i sandhed og giver til dem før de giver til ham.
Og meget mere kan en fiktiv karakter nok ikke minde om Jesus.
Så når ikke-kristne spørger dig hvordan du kan følge manden Jesus, så kan du jo altid spørge dem: Kunne du følge manden Aragorn? For hvis du kunne det, så kunne du nok også følge manden Jesus.
