Min familie driller mig med, at jeg har sørget for en radio i både køkkenet, på soveværelse og på badeværelset. Der findes bare så meget god musik og så mange interessante podcasts. ”Hva så?!” med Christian Fuhlendorff kan man ofte høre hjemme hos os. Spændende stemmer, der svarer på store spørgsmål.
Og hvad så? Behøver der være stille, for at Gud kan råbe os op? Jeg har selv oplevet at blive mindet om Guds vilje, mens jeg hørte radio. Og er blevet bevæget over smuk musik, der fik mig til at takke Gud. Men når jeg bliver stille, sker der noget med mig. Så holder jeg op med at være som en konstant knævrende radio, der går i selvsving og glider over i et nyt program hele tiden.
Jeg når aldrig at kede mig og tænke efter, fordi en ny spændende lyd fanger mig. Tak Gud for alle de smukke lyde og stemmer! Og tak for stilheden og eftertanken, måske en af de oversete gaver fra Gud. Jeg må indrømme, at jeg flere gange har taget mig selv i at savne en fornemmelse af Guds stemme i et kort øjeblik, inden jeg tænder for andre stemmer, så jeg glemmer savnet.
Måske burde vi åbne os for, hvad Gud vil sige til os, hver gang vi går ind i et nyt rum, sådan som jøderne hænger bibelord over alle døråbningerne for at minde sig selv om Gud. Kunne det ikke være tankevækkende, hvis der efter FM – DAB – AUX – BLUETOOTH pludselig stod GUDS ORD?
Guds ord til os i Bibelen kan - som intet andet - åbne os for det, vi ikke kan sige os selv, eller finde i radioen. Der skal ikke ret meget til. En enkelt sætning eller et løfte fra Gud og så vores lyttende ører i stilheden.
Det skulle da lige være at mødes med andre, der også lytter efter Guds stemme. Jeg hørte for nylig Guds stemme bagved en andens stemme. Hun anede ikke, at det hun sagde, var fra Gud til mig. Det fandt jeg også først selv ud af ved at tænke over det. Jeg er overbevist om, at vores kristne søstre og brødre er intet mindre end Guds egen livekanal til os.
