I mit lange sygefravær, har jeg adskillige gange tænkt: Hvad skal jeg mon lære af dette?
Jeg er ikke nået frem til noget særligt. Måske nok lidt småtterier, men ikke noget virkelig gennemtrængende, stort.
Og det er måske så det, jeg har lært – at jeg ikke behøver at lære noget. At man ikke behøver at kunne sige det, tænke det, føle det: Dette har jeg lært. At man gerne bare må gennemleve noget vanskeligt uden at skulle kunne henvise til en helt særlig lærdom af det.
Der er givetvis flere af jer læsere, der sådan slet ikke kan se problemet. Hvorfor i al verden skulle man dog føle, at man bør lære noget af den slags? Men andre læsere kan måske genkende sig lidt i det. Denne følelse, at alt i livets forløb, både i lys og mørke, bør afføde større visdom, indsigt, erkendelse.
Og ja, jeg er sådan set ikke i tvivl om – ikke mindst også ud fra egen erfaring – at livets op- og nedture, især nedture, virkelig kan løfte erkendelsen og indsigten. Men ikke altid. Og slet ikke uden videre. (For på den meget længere bane, langt længere henne ad livsvejen, kan det godt tænkes, at der kan dukke en slags ”forsinket” visdom op i forlængelse af en hændelse i livet).
Der er noget i dette behov for lærdom også af vanskelige hændelser, som kan have en form "selfie" i sig. Altså: ’Også nu hvor jeg ligger i støvet og klager, er jeg et menneske, der bør lyttes til, for min indsigt og visdom er endnu dybere end før…’
Ikke så længe efter indlæggelsen på sygehuset, ramte det midt på skiven hos mig en morgen under min morgenbøn: Brug ikke din sygdom til "selfie"-dyrkelsen…!
Det gør jeg så måske alligevel en smule, når jeg nu skriver, som jeg gør her… Men skidt pyt, jeg tror, du fatter min pointe, kære læser. Lev, med blik for noget andet end din egen vækst i visdom og indsigt. Lev, også når det omfatter det svære liv, med blikket vendt udad og opad. Mod andre og mod Gud.
Eller som jeg har tygget lidt på det i denne tid: ”de, der efter Guds vilje må lide, skal stadig gøre det gode og overlade deres sjæl til den trofaste skaber”. (1. Petersbrev kap 4 v. 19)
