Klima-frygt versus håb

Forside Ressourcer Bloggen
Klima-frygt versus håb
Henrik Højlund

Henrik Højlund

24. november 2021

Jeg læste for nylig en artikel i Weekendavisen, som handlede om den yngre generations klima-frygt. Altså frygten for udsigten til en forandret jordklode med andre temperaturforhold, andre vejrforhold, stigende hav og mere af den slags, som måske kan ændre på nuværende livsforhold for mange, hvilket måske igen kan afføde et folkekaos på kloden.

Uddannet Cand. Teol. fra Aarhus Universitet i 1987, født på Færøerne i 1960, opvokset det meste af tiden i Hirtshals, gift med Margrethe og far til 5 børn, bedstefar til 7 børnebørn. Bor i Brabrand.

Elsker ud over min kone: film, gode bøger, male billeder, skrive, gå på rulleski, bedre: langrendsski, trække garn i norsk skærgård, Toscana og god rødvin.

Der var konkrete historier om unge, som har været grebet af decideret angst, mange unge som afviser at ville føde børn, fordi børnene ikke skal udsættes for en så forandret, ødelagt jord.

Og så har der for øvrigt været ganske meget mediefokus på forskellige protestgrupper i forbindelse med det klimapolitiske topmøde i Skotland for nylig. Grupper, som selvfølgelig ikke kun består af unge, som anser det klimapolitiske topmøde for at være et spil for galleriet, flotte vedtagelser uden reel betydning.

Og protesterne er som bekendt en løbende affære i disse år. Og måske mange år fremover.

Jeg skal undlade at skrive noget om, hvad jeg mener om selve klimasagen. Jeg vil kun hæfte mig ved den kolossale opmærksomhed omkring sagen, som altså også afføder psykisk pres og ulyst til at få en ny generation på benene i denne verden.

Der er dommedagsstemning i det. Og dommedagsstemningen er ikke ny. Den har haft plads adskillige gange i historiens løb. I nyere tid skal jeg ikke længere tilbage end til min egen teenagetid, før jeg husker atom-dommedagsstemningen. Dels frygten for konsekvensen af atomkraft, risikoen for atomudslip verden over, en risiko som af mange blev anset for overhængende, og dels frygten for atomkrig, altså det totale sammenbrud på jordkloden. Der var protestgrupper i lange baner. (Og sjovt nok kan man i dag finde klimaaktivister, som kæmper for indførelse af atomkraftværker, fordi det i udgangspunktet er den reneste, grønne energi).

Jeg er et fjols, hvis jeg ikke udviser den mindste forståelse for klima-frygten (om end jeg tror, der er ganske meget andet at sige om den sag, men som tidligere nævnt afstår jeg fra det her…). Og måske er dommedagsfrygt i det hele taget ikke så mærkelig. Måske er den simpelthen en uundgåelig del af den menneskelige tilværelse, siden vi mistede den direkte Guds-kontakt og Livets Træ. Altså lige siden vi har måttet leve i dødens verden, ja, så har døden været en medspiller i vores sind, både individuelt og universelt. Og det har den moderne videnskab ikke ændret på. Tværtimod. Nu forudsiger man med videnskabelig tyngde jordens dårlige udsigter.

Desto mere er der brug for den kristne tros lyse udsigter midt i mørket. Håbet om, at kaos til syvende og sidst bliver til kosmos, død bliver til liv, uendeligt liv, uendelig vidunderligt liv. Akkurat ligesom man har brug for det i sit eget livs udsigt til døden.

Det perspektiv kan naturligvis ikke spilles ind som et videnskabeligt eller politisk perspektiv! Men midt i alt arbejdet på at redde jorden, og i al den pessimistiske uro over, at det måske slet ikke lykkes, er der noget skønt beroligende i at have et helt andet perspektiv på fremtiden, den ultimative fremtid.

Det er, som der står i det vers, jeg for tiden går og tygger på: ”Den, der er i mørket og ikke ser lyset, skal stole på Herrens navn og støtte sig til sin Gud” (Esajas 50)

Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for bloggerens egen holdning.