Klagesang er lyden af overlevelse

Når noget forfærdeligt sker for os selv eller mennesker tæt på os, går vi sjældent upåvirket videre. Vi reagerer. Ved at stå stille eller løbe væk. Ved intet at sige eller råbe. Ved at lukke alting ude eller åbne op for dybderne. Måske gør vi lidt af hvert.  Mange af os er opdraget til at vente med at sige noget, til vi forstår. Eller vant til at gøre noget, når vi ved, hvad vi skal. Men når vi bliver slået helt ud af kurs, hjælper det, vi plejer, os ofte ikke længere. Så famler vi rundt i mørket efter bare et lille glimt af lys eller mening. 

Danskere er blevet kaldt verdensmestre i at brokke sig. Vi er gode til at brokke os over andre og har det godt med det. Men det er noget andet at klage. Vores store udfordring er, at de fleste af os har glemt, hvordan man klager til Gud. Når vi bliver ramt af noget, vi synes Gud burde have forhindret, så slår hverken brok eller bønner til. Så vågner noget i os, der stiller en masse uformulerede, fortvivlede spørgsmål uden svar. 

Det er gennem årene gået op for mig, at klagen er Guds gave til os. Klagen giver os lov til at råbe og bede ufromt og ærligt til Gud så længe, vi har brug for det. Med eller uden lyd på. Men hvis vi normalt udtrykker vores glæde med lyde eller sang, burde det så ikke også være naturligt og oplagt at gøre det i sorg og smerte? 

Kunne det hænge sammen med, at vi har et ideal om at bide tænderne sammen og være udholdende og stærke, når noget gør ondt? Og er det ikke tankevækkende, at vi kun har ganske få sange og salmer, der lærer os at klage højlydt, når mindst hver tredje sang i bibelens salmebog er en klage? 

Jeg har læst en bog, der genopdager den bibelske klage og beskriver den som et udtryk for Guds nåde. Ikke sorgen eller smerten. Men gråden og klagen som en måde at få luft og måske lidt håb midt i alt det svære og meningsløse. Kunne klagen være en måde at holde ud i det uudholdelige på?

Sætningen "Klagesang er lyden af overlevelse" kom til mig, mens jeg læste. Den stod ingen steder, men ramte mig som en dyb sandhed mellem linjerne. Som Israels folk sad ved Babylons floder og sang klagesange til Gud, efter at have mistet alt, må vi også altid klage til ham, der har gjort os til en del af sit elskede folk, selvom vi måske hverken kan se eller mærke det i øjeblikket.

Klage er ikke kønt, men det er sandt og ærligt. At råbe til Gud i en øde skov eller ved havet er intet mindre end gudstjeneste i eksil! For klagen henvender sig til Gud og ærer ham for at være den, der har grebet ind tidligere og kunne have grebet ind - og som kan gribe ind både nu og i fremtiden. Så længe vi klager, er der liv. Så længe vi råber, er der håb. Og så længe vi kæmper med tvivlen og tilliden, er der tro. Og selv når vi helt udmattede får lyst til at opgive, har Gud lovet at bære os. Det er det nådige i at være hans klagende barn. 

Salme 77 er et eksempel på en klagesang, der er fuld af uforløst håb og klage. Det er mig en smerte, at den Højestes højre hånd ikke er den samme. Utrætteligt rækker jeg min hånd frem om natten, min sjæl lader sig ikke trøste. 

Midt i klagen er der en retning mod ham, der tidligere har vist, at han kan hjælpe og redde mennesker ud af alverdens ondskab og smerte. Og som stadigvæk arbejder på det dag og nat. Klagen fastholder på én gang både smerten og håbet og forløser noget dybt i os. Lidt som en tåre på kinden kan være tegn på både sorg og glæde. Det er dybt menneskeligt at græde. Og klagesang er lyden af overlevelse.