Hvad er en menighed?

Det er vigtigt for mig at sige, at jeg ikke kan definere hvad en menighed er. Jeg kan blot prøve at male nogle penselstrøg på et ufærdigt maleri. Et maleri vi som menighed må forsøge at male sammen. Dette job er ikke kun forbeholdt menighedsrådet og præsterne, nej det er et job vi alle må løfte i fællesskab. For er det ikke også hvad en menighed er? Et fællesskab af individer der vokser sammen.

Jeg ved godt, at der har været Corona det sidste halvandet år og det har været svært at være menighed når vi hele tiden skulle holde afstand. Men er det så ikke netop nu, at vi skal træde ud af Coronaboblen og ind i et menighedsfællesskab hvor vi tør komme hinanden ved? Jeg håber sådan, at vi vil være en menighed der står med åbne arme og tager imod de nye der kommer til byen. Jeg håber sådan, at vi vil være en menighed der ser hinanden – Nej ikke nok med det, men en menighed der snakker med hinanden, hilser på hinanden, er der for hinanden. En menighed der står med åbne arme. Jeg håber sådan, at vi vil være en menighed der ikke splitter sig i små klikker, men en menighed hvor individet er en del af noget større. En menighed der ikke er naglepillende men udad skuende.

Forstå mig ret, det er helt okay at have mindre fællesskaber, det er jo netop derfor vi har klynger og celler. Men når vi står i kirkesalen, så er vi én stor menighed. Hvor kan det være intimiderende at komme som ny i en kirke, hvor alle har små bobler de søger hen til lige så snart præsten har sagt "amen". Skal vi ikke forsøge at træde ud af de bobler og turde gå hen til en fremmed bror eller søster og sige hej? Ja, jeg er med på, at det kan være svært, at vide hvem der er ”ny” og hvem der er ”gammel” når vi er så stor en menighed som vi er. Men skal vi ikke forsøge alligevel at komme hinanden ved. Vi behøver jo ikke at spørge ”nå er du så ny her?” lad os prøve med ”nå hvor lang tid har du kommet her?”

Jeg ved, at disse tanker er udfordrende for nogle, for de er udfordrende for mig selv. Men lad os nu bare prøve. Lad os prøve bare engang i mellem at glemme vores egne små sociale kredse og turde træde ud af vores egen comfort zone og sige hej til ham eller hende på stolen ved siden af. Lad os skabe et rum sammen som menighed, hvor det er helt okay at snakke med folk vi ikke kender. Lad os få kirkekaffen tilbage, så vi der kan skabe et rum, både for ”nye” og ”gamle” hvor det er det mest naturlige i verden at vi træde ud af boblen og mingler og vokser sammen som menighed.

Jeg oplever nogle gange, at vi lykkes med dette som menighed, men langt fra altid. Vi er også levende og ægte mennesker med fejl og mangler. Men skal vi ikke prøve sammen alligevel?

Jeg vil lige inddrage lidt Bibel her til sidst. For vi har fået givet nogle eksempler på menigheder i Bibelen. Fx Apostlenes Gerninger kapitel 2,37-47. Med det samfund vi har i dag, tror jeg dog ikke at vi kan leve som den første menighed, vi læser om i Apostlenes Gerninger kapitel 2,37-47, gjorde det. Vi kan ikke sælge alt hvad vi ejer og flytte sammen i ét stort kollektiv – selvom det sikkert kunne være meget hyggeligt. Men skal vi ikke forsøge at gøre en lille smule som den første menighed alligevel? Skal vi ikke prøve at rykke sammen og holde sammen i enighed. Skal vi ikke prøve at se hinanden i kærlighed. Den kærlighed vi har fået vist er også den kærlighed vi som menighed må projektere videre på hinanden og de mennesker vi er omkring.

Lad os ikke stoppe snakken her. Men lad os som menighed samtale om, hvad menighed er. Skriv en kommentar, om hvad menighed er for dig og lad os sammen løfte hinanden op, udfordre og opmuntre hinanden til så også at gøre det i praksis.