Ham har jeg godt nok brug for

Jeg har heldigvis en del andre ting i mit liv, som betyder noget for mig, men jeg er godt nok blevet overrasket over, hvor hårdt det, rent mentalt, har været for mig ikke at kunne være med. At skulle slæbe mig ned i styrkecentret, når de andre har trænet nede på banen. At skulle sidde på lægterne og se på, når de andre spillede kampe. Jeg er naturligvis klar over, at der findes problemer i verden, som er større end det her, men for mig, i min lille verden, har det været stort. Og det har fyldt en del.

irriteret PÅ GUD

Når jeg, tidligere i mit liv, har oplevet at være ramt af frustrationer og magtesløshed har jeg, som oftest, vendt mig mod Gud. Ikke i vrede – men for at hente hjælp og trøst. Men denne gang var det en smule anderledes. Det var som om, jeg faktisk var en lille smule vred på Gud denne gang. Lidt irriteret. Alting gik så godt; jeg elskede at spille, vi havde lige fået en ny enormt dygtig træner, og jeg elskede at bruge tid med mine holdkammerater. Hvorfor sku’ det så ske nu? Jeg fik den der tanke om, om det mon var, fordi Gud syntes, jeg havde det lidt for godt. Som om jeg lige skulle stoppe op og huske, hvad der virkelig gav mening.

GUD BRUGER ENHVER MULIGHED

Jeg tror ikke, det var Gud, som ønskede, jeg skulle blive skadet. Det tror jeg simpelthen ikke på. Men jeg tror på, at han i alle situationer jeg står i, har noget til mig. At han kan bruge enhver mulighed for at fortælle mig noget. Og det har han gjort – også i min skadesperiode. For han har, i min tid uden fodbold, mindet mig om ting i mit liv, som betyder mere end det; at have kærlighed og tid til dem omkring mig. Det er sådan noget Gud gør. Minder mig om det, jeg glemmer – så snart han får muligheden for det. Jeg tror ikke på, Gud ønskede, der skulle ske mig noget ondt, for at han så kunne få mulighed for at give mig en moralprædiken – sådan som jeg kunne føle det, da det lige var sket. Men jeg tror, han er en Gud, som griber enhver mulighed for at tale til mig; både når jeg er ovenud lykkelig – og når jeg frustreret og trist.

DEN GUD, JEG TROR PÅ
Og så tror jeg på, at han er en Gud, som ved lige præcis, hvad han skal sige, og hvornår han skal sige det. At han ved, hvad jeg skal høre, når jeg har brug for at høre det. Ikke nødvendigvis når jeg har lyst til at høre det – men når jeg har brug for at høre det. Jeg tror på en Gud, der minder mig om næstekærlighed, når jeg er for selvoptaget – for da har jeg brug for at løfte blikket ud mod verden. Jeg tror på en Gud, der trøster mig, når jeg er ked af det – for da har jeg brug for trøst. Jeg tror på en Gud, som hiver mig ned på jorden, når jeg bliver for selvtilfreds – for da har jeg brug for ydmyghed. En Gud der hepper på mig, når jeg ikke selv tror på mig selv – for da har jeg brug for selvkærlighed. En Gud, der sætter mig på plads, når jeg er uretfærdig overfor andre – for da har jeg brug for irettesættelse. En Gud, der giver mig et lyttende øre, når jeg føler mig ensom – for da har jeg brug for at blive hørt. Det er den Gud, jeg tror på. Og ham har jeg godt nok brug for.