"Guds ord er vort arvegods"

Tanker på baggrund af TV-indslag
Debatten startede, da en folkeskole i Vejle havde besluttet at indføre forbud mod croptops med argumentet, som lød, at croptoppen sender de forkerte signaler. I den anden lejr stod dem, som mente, at forbuddet var et udtryk for et forældet samfundssyn, og at forbuddet var et udtryk for en seksualisering af unge piger. Mia Wagner var nu inde i Go’ aften LIVE for at ytre sin mening om croptop-debatten. Hun fortalte, hvordan hun førhen havde forbudt sine børn at bære croptop og vise sin mave i skolen, og hvordan hun nu, efter at have talt med sine børn, havde ændret mening. Hun havde ændret mening, fordi hun havde lyttet til sine børn, som hun understregede. Og i virkeligheden var det dén pointe, som stod klarest for mig; at hun ville opfordre forældre derude til at turde lytte til deres børn. Det blev, for mig, tydeligt, at hun ønskede at appellere til forældre om at være med til ikke altid at stå hårdnakket fast på deres holdninger, men derimod turde lytte til, hvad deres børn egentlig har at sige. At turde lytte til den yngre generation – og måske endda at ændre holdningerne derefter.

At lytte til den anden generation
Jeg er absolut ikke ude på at vække croptop-debatten til live igen, og derfor er min hensigt bestemt ikke hverken at kommentere på eller forholde mig til, hvilken af de to lejre jeg selv hører til. Jeg vil egentlig bare kommentere Mia Wagners pointe om, at den ældre generation bør lytte til den yngre generation. Jeg synes egentlig, på den ene side, at det er en fed pointe. Jeg kan godt lide tanken om, at forældre tør, og endda også bør, lytte til, hvad deres børn egentlig har at sige – og måske endda sommetider tør ændre deres holdning, hvis de finder ud af, at den ikke giver mening. Men på den anden side sad jeg tilbage med oplevelsen af, at det er noget, jeg har hørt lidt for mange gange før; at de ældre bør lytte til de yngre; at de bør flytte sig og ikke stå så hårdnakket fast. Jeg sad med oplevelsen af, at jeg mangler at høre om det omvendte. At høre om hvordan de yngre af og til også bør lytte til den ældre generation – også, og måske endda særligt, i kristent regi.

Samtale med en ældre mand
Som for eksempel da jeg, til et hyggeligt arrangement forleden, sad og talte med en ældre mand, som jeg holder meget af. Vi talte om løst og fast, og pludselig siger han, at han lige ska’ sige noget til mig. ”Mathilde, Guds ord er vort arvegods. Det må vi huske. Hvis ikke vi husker det, kan alt andet være ligegyldigt!” Tavsheden bredte sig mellem os. Jeg vidste ikke lige, hvad jeg sku’ sige til den. Og jeg må altså indrømme, at min intuitive tanke var ’årh rolig nu, ka’ vi ik’ tale om noget andet; noget lidt mere let’. Og det gjorde vi så også. Men da jeg kom hjem, og dagene efter, blev hans ord ved med at sidde fast i mit hoved. Jeg ku’ ikke rigtigt skubbe dem væk. Der var noget pondus over de ord. Noget ægte. Han mente det virkelig. Og selvom jeg måske ku’ finde tidspunkter, som var mere passende at levere de her ord på, så var der noget over de ord, som jeg ikke kunne slippe. Og jeg begyndte at tage dem til mig. At tygge på ordene og lade dem blive til liv. For jeg synes, han havde ret – og i virkeligheden inspirerede ordene mig. Tanken om, at Guds ord er mit arvegods; noget jeg har arvet fra tidligere generationer, og noget jeg har så meget lyst til at videreføre. Tanken om at alt det her med min tro jo egentlig kan være ligegyldigt, hvis ikke jeg tager Guds ord til mig som mit arvegods – og hvis ikke jeg giver det videre.

Grav efter guldet
Selvom min intuitive reaktion var at blive en lillesmule irriteret over denne ældre mands ord, og selvom min intuitive tanke var, at han ikke sagde noget, jeg ku’ bruge til noget, så var der så meget guld i de ord, han sagde. Så meget jeg faktisk ku’ bruge i mit liv – hvis jeg altså turde kaste den der ’årh-du-er-bare-en-gammel-mand-som-sidder-fast-i-et-forældet-syn-på-kristendommen’ tanke væk. Jeg tror simpelthen på, at der kan være så meget guld på tværs af generationerne; vi ska’ bare huske at turde grave lidt efter det.