Fra selvbedragerisk navlepilleri mod frisættende selvforglemmelse

Sådan lyder ordene om Adam og Eva umiddelbart efter, at de har spist af den forbudte frugt, og med disse ord afsløres syndefaldets grundlæggende konsekvens: Mennesket retter sit fokus indad mod sig selv i stedet for udad mod Gud. Den store kirkefader, Augustin, har beskrevet det sådan, at synden betyder, at mennesket er indkroget i sig selv. Det vil med andre ord sige, at syndens kerne beror på, at mennesket ønsker at være Gud i sit eget liv og derfor lader sig styre af sine egne lyster og indre tilskyndelser i stedet for Guds ord. 

Desværre tror jeg, at denne "indkrogethed i sig selv” - for nu at blive i Augustins sprogbrug - har gode vækstbetingelser i en kultur som vores, hvor vi hele tiden tilskyndes til at lytte til os selv og følge vores mavefornemmelse, når vi skal træffe afgørelser og finde vej i tilværelsen. Ansporet af individualismens og selvhjælpsbølgens sejrsmarch i den vestlige kultur, bliver vi fra alle sider opfordret til at søge indad, når vi skal finde frem til, hvad lykken består i for os, og hvad formålet med vores tilværelse er: ”Hvis bare du søger dybt nok i dit hjerte og forbliver tro mod dig selv, skal du nok finde svaret på alt - selv meningen med livet” - sådan lyder vores kulturs trossandhed nummer ét.

Sandheden er dog, at Bibelen igen og igen understreger, at meningen med den menneskelige tilværelse og den sande lykke består i at leve i en opgjort og tryg kærlighedsrelation til Gud, men at mennesket ikke i sig selv formår at erkende dette. Som Paulus skriver, søger intet menneske af sig selv Gud, uden at Gud først åbenbarer sig selv for mennesket (Rom 3). I virkeligheden er vi slet ikke i stand til at opnå fuldstændig selvindsigt: “Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det?” (Jer 17,9-10). Og Bibelen
advarer flere steder imod at have en overdreven og naiv tiltro til sin egen selverkendelse: “En mands færd kan være ren i hans egne øjne, men Herren prøver
hans tanker.” (Ordsp 16,2).

Men hvad er løsningenen på vores svigtende selvindsigt og manglende evne til at erkende, hvori den sande lykke består? Bibelens svar er, at midt i vores formålsløse og indadskuende søgen efter mening og lykke bryder Gud ind og vender vores blik mod ham. I stedet for at søge indad mod vores eget dunkle indre, lærer han os at rette vores fokus mod ham og tage form efter hans billede. Paulus forklarer det smukkere, end jeg kan gøre: ”Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer,
fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er." (2. Kor 3,18). Evangeliet er, at Gud retter os ud af vores indkrogethed i os selv, så vi med hele vores væsen vender os mod ham, formes efter hans billede og iklædes hans herlighed. At være kristen er en helliggørende bevægelse fra selvbedragerisk navlepilleri mod frisættende selvforglemmelse.