Rent faktuelt er det meget svært at finde begrundelse for påstanden, men til gengæld er det ikke svært for lektoren at finde følelsesmæssig begrundelse for det. De fleste vil helst give ham ret. Og det gælder såmænd nok også langt ind i den flok af mennesker, som i udgangspunktet bøjer sig for den utvetydige bibelske tale om fortabelsens risiko. Mange af os vil helt uvilkårligt give udtryk for vores anfægtelse over denne bibelske sandhed. Dét vil ofte være vores første udsagn, hvis nogen anklager den kristne tro for den sandhed. Og selv uden anklagen fra troskritikere kan det melde sig stærkt i os som trosanfægtelse.
Derfor vil vi ofte nærme os temaet meget defensivt. Det kan næsten føles forpligtende at tale anfægtende om fortabelsen, og derfor gør man klogest i også at gå meget stille med dørene med denne del af den kristne tro, flyve under radarhøjde, holde den i vores egen kreds så at sige.
Men hvad med om der i denne anfægtelse hos os selv og denne meget stærke kritik, fortabelseslæren bliver mødt med fra ikke-kristne – og desuden fra mange folkekirkelige teologer – er noget, som mestendels er forbundet med vores kultur? Kan det tænkes, at der er andre kulturer, der øjner en stor retfærdighedshorisont i fortabelsens risiko?
Den polske, nobelprisvindende forfatter Czeslaw Milosz minder i et essay om, at Karl Marx kaldte religion for folkets opium, fordi løftet om et liv efter døden fik de fattige og arbejderklassen til at finde sig i uretfærdige forhold. Og så skriver han: ”Men nu er vi vidne til en ganske anden opfattelse. Folkets virkelige opium er en tro på intetheden efter døden – den store trøst, der ligger i at tænke på, at vores svigt, grådighed, fejhed, mord ikke vil blive dømt … Men alle religioner erkender, at vore handlinger er uforgængelige.”
Et andet moment ved vores kultur: Vi lever ikke i en kultur, som har sans for menneskets skyldighed overfor Gud. Og vi er som bekendt selv børn også af vor tid og kultur. Vi forstår ikke omfanget af syndefaldet. Vi forstår ikke omfanget af vores skyld. Vi lever relativt heldigt her til lands, hvor vi er sparet for meget, men i et eller andet temmelig uigennemskueligt forhold er vi med til at gøre livet til et helvede for utallige af klodens millioner af ludfattige, sultne, undertrykte mennesker – og såmænd tit og ofte også vores nærmeste naboer. Der hvor vi et øjeblik indsuger livets skønhed og lykke, er der i samme øjeblik én, der mærker livets gru og rædsel. Det kan ingen af os rumme. Vi bliver heller ikke bedt om at kunne det. Men det er ikke desto mindre sådan, det er. Og vi er medskyldige. Vi er hele tiden skyldige, hvert sekund af livet er vi medskyldige i utallige menneskers dybe lidelser. Omfanget af jordens menneskepåførte lidelse og ondskab er uden for vores fatteevne. Det helvede, vi protesterer voldsomt imod i Biblens virkelighedsforståelse, det har vi selv skabt på denne jord.
Betragtet i det lys bliver fortabelsen egentlig bare den evige forlængelse af noget, vi selv er begyndt at skabe for hinanden her på jorden. Vi får så at sige vores vilje. Det Nye Testamente hævder utvetydigt, at det er Guds vilje at frelse alle – og hævder lige så tydeligt, at det fortabte menneske har fået sin vilje. ’Jamen skulle den almægtige Guds vilje da ikke være stærkere end menneskets?’ Jo. Og nej. Gud har fra begyndelsen så at sige frasagt sig en viljesmagt over mennesket. Gud har givet mennesket fri. På en måde er det en af de mærkeligste ting i hele skaberværket: Den almægtige skaber et væsen med frihed til at trodse almagten helt ud til yderste konsekvens.
Jeg hævder på ingen måde at have svaret på alle anfægtelsens spørgsmål vedrørende fortabelse. Jeg har bare forsøgt at antyde nogle vinkler på den virkelighed, som går en anden vej end den rent defensive.
