Men så slog det mig forleden, hvad det handler om. Så langt som jeg nu forstår mig selv. (Og det gør jeg med garanti ikke til bunds). Jeg tror, det blandt andet handler om følelsen af, at nu nærmer vendepunktet sig, den lyseste tid, henne omkring St Hans. Og derefter løber det langsomt ud. Lige så stille visner lyset, sommeren, varmen. Langsomt, langsomt, i virkeligheden længe efter vendepunktet, melder efteråret sig, den grå tid, og så vinter og mørke. Igen.
Altså altid denne tilbagevenden til mørket. I stedet for at forblive i lyset, i den lune tid, i sommerens ro og frihed.
Men for søren, det er da dybt godnat at blive grebet af melankoli over det, for sådan er livet bare. Og efter vinter kommer forår. Igen-igen.
Ja, og derfor tror jeg også, at der rumsterer noget dybere i melankolien.
Jeg tror, at det nedenunder det umiddelbart forståelige og konkrete handler om længslen efter den evige sommer, efter det evige lys, den evige frihed. Paradis-længsel. En længsel som sidder i arme og ben og nyrer og hjerte i os alle sammen. Kristne såvel som ikke-kristne. Også selvom ikke-kristne af gode grunde ikke vil forbinde det med Paradis, som de jo ikke tror på. Men længslen efter den uophørlige lykke gemmer sig i alle og kan bringe melankolien frem i alle.
Og den længsel og melankoli kan netop melde sig, når livet er allerskønnest. Eller bare årstiden – foråret i sin smukkeste udgave. Så kommer længslen igen, længslen efter evigt forår og sommer, og i længslen ligger melankolien, fordi det endnu er uopfyldt, og man har denne bevidsthed om, at det forbliver uopfyldt, fordi sommer med sikkerhed bliver til efterår.
Men sådan tror vi minsandten ikke, at det vedbliver at være med livet, når vi tror på Kristus. Tro det eller ej – vi sigter mod, at det virkelig, for alvor, altomfattende bliver evig sommer en dag.
Og jeg har en mistanke om, at det måske endda kan gøre længsel, inklusive melankoli, endnu stærkere hos en kristen. Men også glæden. Håbsglæden.
Jeg har gået og tygget på et bibelord i denne påsketid:
”Kristus Jesus har tilintetgjort døden og bragt liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet”. Jamen altså, vi kan simpelthen ikke slippe for en stigende længsel, jo mere evangeliet trænger ind i os.
