Et ekko af paradis

Forside Ressourcer Bloggen
Et ekko af paradis
Henrik Højlund

Henrik Højlund

13. oktober 2021

Uddannet Cand. Teol. fra Aarhus Universitet i 1987, født på Færøerne i 1960, opvokset det meste af tiden i Hirtshals, gift med Margrethe og far til 5 børn, bedstefar til 7 børnebørn. Bor i Brabrand.

Elsker ud over min kone: film, gode bøger, male billeder, skrive, gå på rulleski, bedre: langrendsski, trække garn i norsk skærgård, Toscana og god rødvin.

Det er som et ekko af Urhaven”. Sådan sagde en af mine venner det, da vi i den forgangne weekend befandt os på den sydnorske ø Skjernøy. ”Og et ekko af den kommende verden”, tilføjede han.

Jeg kunne ikke være mere enig. Dagen havde været paradisisk. Ud til havs i båden, fiske, småsnakke, lægge til ved en lille ø, fillettere fiskene, samle brænde, brygge en pragtfuld fiskesuppe, som blev spist til en lige så pragtfuld vin, nuppe en lille ”morfar” bagefter i græsset, senere hen suge skønheden helt ind med malebog og pastelfarver i efterårssolens lys. Lykkefølelsen strømmede gennem mig. Det var som et ekko af Paradis. Det forsvundne og det kommende Paradis.

Men undervejs strejfede det mig også uundgåeligt: Her udfor sydenden af denne lille ø druknede for 11 år siden fire unge mænd. To blev reddet, fordi de nåede ind til øens sydende. Et ekko af døden. Et ekko af livets konstante dysfunktionalitet: døden. Døden der hele tiden rumsterer og rusker i os. Som Paulus siger det med stor livsindsigt: ”Mens vi bor i teltet, sukker vi besværede, fordi vi ikke vil klædes af, men klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet” (2. Korintherbrev kap 5).

Vi bor i et telt i dette liv. Vi er med andre ord ikke fastboende. Vi er nomader på vej mod noget andet. Men det er svært at være nomader. Vi kender kun dette liv. Vi vil helst være fastboende her. Vi vil helst opleve det paradisiske liv nu. Vi vil ikke klædes af, men på. Nu. 

Jeg blev klædt en smule af hen over sommeren. Jeg tænker på cykelulykken for godt fire måneder siden. Den blev ikke livstruende. Men jeg blev mindet om, at livet hele tiden sejler mod døden. For nogle i et brutalt, voldsomt nu, for mange andre langsomt, men sikkert.

Og dog. Min ven sagde: ”et ekko af den kommende verden”. Den følelse fyldte mig også på øen. Ikke bare nutidig paradisisk lykke, men netop ekkoet af noget, der bliver ved og ved og ved. Jeg sad der i sollyset med tegneblokken, og i lykkefølelsen, som strømmede gennem krop og sind, var der en næsten lydløs undertone: Det stopper ikke. En dag fylder det alt. Lykken, salighedens rus.

Som Paulus også skriver: ”Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene”. (2. Korintherbrev kap 5)

Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for bloggerens egen holdning.