En ateists længsel efter den kristne syndsforståelse

”Det er i henhold til min erfaring den almindelige opfattelse blandt folk, der – som jeg selv – er ateister eller sekulære humanister, at det er os en velsignelse at være sat fri af forestillingen om synd, der så markant satte sit præg på det traditionelle og religiøse samfund, som gik forud for nutidens sekulære modernitet. Jeg har i mange år delt denne opfattelse, fordi jeg opfattede syndes autoritet som korrumperende for menneskets naturlige og retmæssige udfoldelsesmuligheder. Det gør jeg ikke længere. Jeg misunder de kristne deres indgroede synderkendelse, og jeg vil sågar påstå, at sekularismens største tab ikke er tabet af en guds allestedsnærværende kærlighed og nåde, men derimod tabet af syndens realitet som udgangspunktet for det profane liv. For hvor den kristne accepterer syndens realitet som det, der adskiller menneskelivets mangler og lidelser fra gudsrigets ideelle verden, så er det kun individet selv, der for nutidens sekulære menneske står til hinder for den perfekte og fuldendte lykketilværelse … Jeg kæmper en daglig kamp med mine egne idealforestillinger om børneopdragelse, sundhed, karriere, venskab, parforhold og forbrug, og når jeg taber kampen – og det gør jeg altid i den sidste ende – er det intuitivt min opfattelse, at det sker, fordi jeg individuelt har fejlet. Det er min vurdering, at mange i nutiden deler denne oplevelse af egen mangelfuldhed, og jeg tror, at den er en medvirkende årsag til, at stress, angst og depression har status af folkesygdomme. Min forbandelse er, at jeg er født syndfri i modsætning til generationer før mig.”
- Citat, Søren Søberg Poulsen