Hvad har vi lært af coronatiden? Det kommer fuldstændig an på, hvem vi spørger!
Lad mig derfor nøjes med at svare for mig selv. Uden at jeg er sikker på, at jeg selv kender omfanget og dybden af, hvad jeg måske har lært. Men her er noget, som jeg i hvert fald har tænkt lidt over indtil videre.
Uddannet Cand. Teol. fra Aarhus Universitet i 1987, født på Færøerne i 1960, opvokset det meste af tiden i Hirtshals, gift med Margrethe og far til 5 børn, bedstefar til 7 børnebørn. Bor i Brabrand.
Elsker ud over min kone: film, gode bøger, male billeder, skrive, gå på rulleski, bedre: langrendsski, trække garn i norsk skærgård, Toscana og god rødvin.
Selvom jeg gennem hele denne lange tid har haft samme frustrationer som så mange andre over nedlukning af al den normale virksomhed og savnet al den levende, dynamiske aktivitet i bykirken og for den sags skyld i hele samfundet, så må jeg blankt indrømme, at jeg også i lange momenter har nydt freden og roen, langsomheden og hvilen.
Jeg er lidt typen, der godt kan lide at have 15 bolde i luften på samme tid. Det er gået op for mig, at det måske kunne være lidt klogt at nøjes med 5 bolde. At jeg simpelthen yder bedre, klogere, rigtigere med færre bolde.
Det har ført mig hen til en anden, endnu vigtigere erkendelse – som jeg vil udtrykke med en bogtitel: Det sker, når du hviler.
Bogen er skrevet af svenskeren Tomas Sjödin. Han skriver bl.a. følgende i bogen: ”Den, der hviler, tager sin livsopgave alvorligt”.
Der er sågar bibelsk dækning for det. Salme 127 i Det Gamle Testamente:
”Det er forgæves,
at I fra tidlig morgen
til sent om aftenen
slider for det daglige brød;
for den, Herren elsker, får det, mens han sover.”
Mine 15 bolde i luften handler blandt flere ting om at blive set og beundret. Jeg har brug for at øve mig i at lægge det fra mig. Altså måske lægge 10 bolde fra mig og erkende, at det vigtigste ikke kommer fra mig og mine initiativer, men fra Herren. At den vigtigste frugt fra mig ikke kommer af alt det, jeg meget bevidst søger at udrette (og at blive bemærket for), men det kommer af det, Gud bruger mig til, når jeg er mig det mindst bevidst. Mens jeg går målbevidst mod noget, sætter jeg nogle spor, som jeg slet ikke selv registrerer. Sporene kan blive langt vigtigere, end det jeg målbevidst og ambitiøst stiler mod.
Og for resten hjælper ordene i Sjödins bog og i Salme 127 mig også til at kaste alle undvigelsesmanøvrer fra mig for at ingen skal opdage, at jeg hver dag tager et kvarters ”morfar”, så ingen skulle gå hen og anse mig for gammel og udslukt. Om den daglige middagslur siger Sjödin endda følgende i bogen: ”denne fine, gratis glæde, denne afskydningsrampe mod højderne, dette graveredskab mod dybderne”. Jamen fantastisk – min daglige ”morfar” er en stund af lys, indsigt, kreativitet og åbenbaring. Det sker når du hviler!
Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.