I mange kirker er forsoning og offer skiftet ud med smukke ord og budskaber om at tænke positivt og behandle hinanden pænt med et naivt håb om, at det kan redde verden fra krig og kriser. Men hvor mange af os tror egentlig på det, når det kommer til stykket?
Teolog fra Aarhus Universitet 2008, født på Bornholm i 1977, boet i Midtjylland siden 1980.
Har fem børn med Frida og bor i et lille rækkehus i Aarhus N.
Spiller fodbold, trompet og skak og er glad for bøger, kunst og især spillefilm. Hygger mig også med at skrive både sjove og seriøse sange. Er optaget af den gode fortælling og den gode samtale.
For nylig så jeg en spillefilm med Tom Hanks i hovedrollen. En film af Steven Spielberg om den kolde krigs spioner. Spionernes Bro er en autentisk og rørende fortælling om en troende kristen advokat, der ofrer sin privilegerede tilværelse i frihed og sin families sikkerhed i USA for at rejse til Østtyskland. Med sit eget liv som indsats vil han redde en amerikansk studerende og en spion fra tortur og død.
Det er langt fra første gang, jeg møder sådan en historie på film. De sidste tyve år har desværre forstærket tendensen til, at vi må gå andre steder hen, hvis vi ikke kan nøjes med et pænt og ufarligt budskab i kirken. Mens vi, præster, forsøger at danse udenom det anstødelige stedfortrædende offer i kristendommen, ved filminstruktørerne åbenbart mere om, hvad der bevæger os og rører vores hjerte. Fortællingen om, at jeg og andre er værd at ofre livet for.
Måske forstår jeg alligevel godt, hvorfor de fleste danskere ikke gider gå til gudstjeneste for at høre en moralprædiken om at være taknemmelig for livet og være god mod sin næste. Hvis vi kun hører det, vi i forvejen kan sige os selv, er det slet ikke så vigtigt. Alt for ofte bliver det ikke til andet end ord, der bliver hængende i kirkerummet. Måske bliver vi, når det går højt, varme om hjertet, hvis præsten en gang imellem vover at tale om liv og død og forsoning med Gud og hans kærlighedsoffer, der skal redde os fra fortabelse og evig død.
Men hvor ofte kommer blodet og varmen helt ned i vores fødder, så det ændrer vores retning i livet? Hvor ofte bliver vi sendt ud med budskabet om fred med Gud, fordi han ofrede sin frihed og sikkerhed og sit liv, for at vi alle skal kunne blive frie?
Jeg synes ikke, det er for meget at forvente af et besøg i kirken, at der er noget på spil. Liv og død. Offer og frihed. Og ikke så få gange har jeg først selv fået øjnene op for Guds selvopofrende kærlighed gennem en fortælling om liv og død på film. For hvis vi fortrænger budskabet om stedfortræderen og forsoningen, finder Gud andre veje til at bevæge os med sin kærlighed.
Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.