Teolog fra Aarhus Universitet 2008, født på Bornholm i 1977, boet i Midtjylland siden 1980.
Har fem børn med Frida og bor i et lille rækkehus i Aarhus N.
Spiller fodbold, trompet og skak og er glad for bøger, kunst og især spillefilm. Hygger mig også med at skrive både sjove og seriøse sange. Er optaget af den gode fortælling og den gode samtale.
Jeg er ikke så sjældent blevet mødt med holdning, at det er barnligt at tro på Gud. Sidst, da jeg hørte en radiospeaker præsentere en salme som barnlig, fordi den handlede om Jesus! ”Min Jesus lad mit hjerte få en sådan smag på dig, at nat og dag du være må min sjæl umistelig.” Vel er det inderligt, men barnligt?
Det mest irriterende er, at jeg også selv kan få den tanke. Ikke mindst, når jeg oplever det utroligt og måske ligefrem naivt at tro på døde, der bliver levende og en åndelig usynlig verden.
Er det den nemme løsning på livets gåde at tro på Jesus Kristus?
Jeg har mødt mange, der bliver som børn, når det handler om de store spørgsmål i livet. Enten regner de med, at vi ved alt om verden, hvis vi bare forstår og accepterer, hvad de voksne videnskabsfolk fortæller os. Eller også kalder vi alt det, vi ikke forstår for ”Gud”.
Der er det forbistrede ved videnskaben, at den kun svarer på det, vi kan se, måle og regne os frem til. Og der er det frustrerende ved barnetroen, at den ikke svarer på alle de spørgsmål, vi får som voksne.
Jesus, der sagde, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige, brugte tre år på at lære sine disciple det. Selvfølgelig er der sider ved livet, vi kun kan ane betydningen af og blive klogere på ved at undersøge dem.
Men den store forskel på at være barn og voksen er, at vi som barn kan se frem til en tid, hvor vi kommer til at forstå lidt mere som voksne. Det barnlige er at mene, at vi ved alt og aldrig bliver klogere.
Det var Paulus, den store brevskriver i Ny Testamente, helt klar over: ”Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud” (Første Korinterbrev kapitel 13, 11-12).
At være et Guds barn og tro på Jesus er ikke barnligt. Men det giver os en sund ydmyghed i forhold til det, vi ikke har set endnu. Og en længsel efter at få lov til at smage på det og erkende fuldt ud.
Måske er det netop kendetegnet på et modent menneskes hjerte. At det længes.
Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.
