"Der er ikke nogen, der er normale"

Forleden var jeg ude og holde et lille oplæg for en flok konfirmander i forbindelse med deres konfirmandundervisning. Jeg skulle fortælle lidt om mit liv som fodboldspiller og som troende. Hvordan min personlige tro ser ud midt i en fodboldverden. Jeg fortalte lidt om, hvordan jeg af og til har følt mig lidt alene med min tro, fordi jeg altid har været den eneste på mit fodboldhold, som har været sådan ‘rigtigt kristen’ for at bruge et irriterende udtryk, som jeg alligevel tror, de fleste ved, hvad jeg mener med. Den eneste på mit fodboldhold, som har været åben og tydelig omkring, at jeg tror på Gud. At jeg beder og den slags.

Jeg fortalte om, hvordan det af og til har gjort, at jeg har været lidt pinlig over min tro. At jeg har været pinlig over at være sådan ‘rigtigt troende’. At jeg har været pinlig over det, fordi jeg har følt mig alene med det. Fordi jeg har følt mig anderledes. Og nogle gange lidt udenfor. Selvom jeg dog alligevel altid har oplevet, at jeg ikke var så alene om det der med at tro, fordi flere af mine holdkammerater gennem tiden løbende har fortalt mig, at de altså også be’r nogle gange. Men ikke desto mindre har jeg bare af og til følt mig anderledes i forhold til de andre. 

Og så stod jeg der foran de her søde konfirmander. Og fortalte. Delte mine trostanker. Delte oplevelsen af at føle sig lidt alene og anderledes. Til sidst var der plads til spørgsmål, hvor konfirmanderne spurgte om en masse forskellige ting. Og så til sidst... til sidst var der en, som rakte hånden op. Jeg udpegede vedkommende. “Jeg tror altså ikke, der er nogen, der er normale. Jeg tror ikke, at nogen mennesker er normale”, kom det helt umiddelbart fra konfirmanden. Og så stod jeg der. Lidt mundlam og mest af alt forundret. Forundret over de ord, som kom fra denne konfirmand. Og som på en både bare ramte mig. Og som efterfølgende har sat sig i mit hoved. Og i mit hjerte. Fordi jeg syntes, han havde så meget ret (og fordi jeg elskede den umiddelbarhed, der var over ordene). Og fordi det var ord, som jeg på en eller anden måde havde så meget brug for at høre. Og det ku’ jo være, at du også havde brug for det.