Corona og Kaleb

Forside Ressourcer Bloggen
Corona og Kaleb
Henrik Højlund

Henrik Højlund

20. november 2020

Jeg havde for nylig en snak med organisten i Løsning kirke, hvor jeg tidligere var præst, om hele denne umådeligt trælse Corona-tid. Trælsheden, som vi snakkede om, var alle sideeffekterne af epidemien: nedlukningen i alle mulige varianter, og ikke mindst det vi oplever i hver vores kirker. Alt det gode, vi bare er nødt til at lukke af for, aflyse, stoppe planlægning med, udsætte osv. Åh hvor det dog trækker energi og glæde ud af os alle sammen. Jeg er ret sikker på, at jer, der læser det her, nikker genkendende.

Når vi tænker på det her med kirke og menighed i Bykirkens sammenhæng, forestiller jeg mig, at nogen også kan nikke genkendende til noget, der måske er en smule pinligt – nemlig det, at der måske alligevel var en vis periode, hvor det nærmest var lidt rart at give slip på alle arrangementerne, lige fra gudstjenester til klynger til sociale aftener. Altså de der første måneder, hvor det hele bare blev lukket ned, og så gik man derhjemme, sammen med et par venner eller den allernærmeste familie og kunne ikke andet end – ja, hygge sig. Slappe af. Se film. Læse gode bøger. Gå i haven. Gå i skoven. Cykle en tur.

Der er garanteret andre, der ikke havde det rart med den der totale nedlukning. Man blev ensom. Og så meget andet. Men uanset følelserne omkring den tid, så tror jeg, at de allerfleste af os, som tiden går, begynder at blive ret forpustede, ret udmattede, ret frustrerede. Nu er det ikke det mindste hyggeligt længere. Med alt det, vi igen og igen må udsætte. Og vi gik der og troede for længe siden, engang i foråret, at når efteråret kom, så var alt normalt igen. Nu ved vi simpelthen ikke, hvad vi tør tro om hele 2021. Tør vi planlægge ditten og datten…?

Og dér var det så, at organisten sagde noget virkelig klogt, som jeg gerne vil dele med jer. Hun fortalte lidt om, hvordan hele denne Corona-langstrakthed sætter sådan et mere og mere markant præg på hele stemningen i den kirke og menighed, hun er en del af. En slags opgivelse. En håbløshed.

Så sagde hun til mig: Jeg har tænkt på Kaleb i Det Gamle testamente. Ham, der sammen elleve andre blev sendt ind til Kanaans land, som Israels folk nu havde gået og ventet på i 40 år. De skulle drage ind og udspejde forholdene og mulighederne for Israel. De vendte tilbage, og elleve af de tolv spejdere udtalte sig meget positivt om landet, men sagde samtidig, at det forekom dem helt umuligt, at Israel skulle kunne komme ind i landet og finde plads der. De var totalt opgivende. Men så var der Kaleb. Han sagde noget helt andet: ”Kaleb tyssede på folket, der havde vendt sig mod Moses. Han sagde: »Lad os dog drage op og erobre landet. Det kan vi sagtens!«

Sådan! Ikke alt det pessimistiske, opgivende fis. ”Det kan vi sagtens”. Det skal nok gå. Vi kommer ud i den anden ende, og måske kommer der noget overraskende godt ud af al denne ventetid, al denne nedlukning, al denne opstandsning. Lad os vente og se. Med spænding. Med håb.

Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for bloggerens egen holdning.