Casper ”Kristen”sen

”Ej har I hørt det der med, at Casper Christensen er blevet kristen?!” spurgte jeg to af mine kristne veninder her den anden dag. Og så sad vi der og snakkede om, hvor vildt det var, at han er blevet kristen. Han som i… Casper Christensen! Og midt i det hele brød vi ud i latter. Latter over os selv og begejstringen over, at en kendt person er blevet ”en af vore”. Et par dage senere så jeg i Kristeligt Dagblad, at sognepræsten, Sørine Gotfredsen, kastede et lidt kritisk blik på Casper Christensens troshistorie. Hun kaldte hans religiøsitet for ”den lette slags”; en form for meditativ ”storby-spiritualitet”, som enhver let kan vedkende sig. Jeg læste det og tænkte tilbage på snakken med mine veninder. Jeg krummede en lille smule tæer over vores begejstring. Hvorfor blev vi så begejstrede over Casper Christensens troshistorie? Havde vi ikke fattet, at han måske ikke var blevet sådan ”rigtigt” kristen? Og hvis nu hans tro blot er sådan en meditativ ”storby-spiritualitet”, burde vi så ikke pakke vores begejstring væk?

Nej. Det synes jeg ikke, vi skal. Jeg synes ikke, vi skal pakke begejstringen over, når kendte personer, som Casper Christensen i det her tilfælde, møder Jesus væk. Også selvom begejstringen over, at en kendt er blevet ”en af vore” kan virke komisk, og også selvom der kan sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt hans religiøsitet mon er af ”den lette slags”, som Sørine Gotfredsen betegner det. Det er naturligvis sundt at være skeptisk og at sætte spørgsmålstegn ved, når nogen udtaler sig om tro. Men jeg tror og frygter, at den der skepsis af og til kan være med til at drukne vores begejstring.

Jeg oplevede i hvert fald bare selv, hvordan min begejstring over Casper Christensens troshistorie pludselig blev afløst af en skepsis, da jeg læste Sørine Gotfredsens kommentarer. Men har han nu også forstået, hvad kristendommen egentlig går ud på? Er hans religiøsitet bare endnu et eksempel på den moderne spiritualitet, som ikke nødvendigvis forstår kernen af det kristne budskab? Det irriterede mig, at mine skeptiske tanker skulle drukne min umiddelbare begejstring. Det irriterede mig, fordi jeg tror, der er noget godt i den der begejstring. Jeg tror nemlig, at begejstringen minder os om, hvor stolte vi kan være af den Gud, vi tror på. Som da jeg lyttede til radioprogrammet ”Tal til mig” på P1, hvor Casper Christensen sad og fortalte, hvordan han har erfaret, at Jesus har fjernet hans skyldfølelse og givet ham ”en ekstrem følelse af kærlighed”. Det begejstrede mig! Det begejstrer mig, at en mand som Casper Christensen, der ikke er vokset op i troen, sætter kristendommen på dagsordenen i dagens Danmark. Det begejstrer mig, fordi jeg bliver stolt af Jesus og af den kristne tro, når jeg hører Casper Christensens troshistorie. For hans historie gør mig stolt af, at kristendommen ikke kun er for os, som er vokset op i den. For os som ved hvilke holdninger vi bør eller ikke bør have. At kristendommen er for alle. Hans historie gør mig begejstret over og stolt af at tro på en Gud, som siger, at ”den der kommer til ham, vil han aldrig vise bort” (Joh 6, 37). Så lad os begejstres – ikke blot over Casper Christensens troshistorie, men over den Gud, vi tror på.