En skøn, uberegnet sideeffekt var at registrere, at adskillige mennesker passerede forbi gudstjenesterne, standsede op, enkelte blev stående under hele gudstjenesten. Bag mig stod en ældre, blind mand under hele gudstjenesten. Jeg snakkede lidt med ham. Han syntes ikke at være kirkevant, men han var begejstret over gudstjenesten, over musikken. Jeg tilbød ham et nadverbæger. Han tog imod. Daniel fortalte, at da han så kom hen til ham med vin og sagde: "Dette er Jesu Kristi blod", replicerede han: "Jeg tager det kun som rødvin".
Én skrev til mig efter Anden Påskedags-samlingen i Skanseparken, at han havde stået med i udkanten, og om han måtte komme til en gudstjeneste i Bykirken, selvom han ikke normalt går til gudstjeneste.
Flere gudstjenestedeltagere gav efterfølgende udtryk for en rigtig god følelse af at have været kirke midt i byen, midt mellem almindelige århusianere. Nemlig. Bykirkens navn blev til gavn, fik kød og blod.
Og det har det i øvrigt allerede i stor mængde. I cirka lige så stor mængde som antallet af medlemmer, inklusive alle andre, der bruger kirken, selvom de ikke lige er medlemmer endnu. De, vi er kirkens kød og blod. Vi er kirken i byen.
Vi er kirken i byen i al vores hverdags almindelige liv, fra morgen til aften, i omgang med mennesker med og uden tro. Vi er, som Paulus skriver det et sted, ”et Kristus-brev”. Vi er så at sige et offentligt læserbrev, som enhver ikke-troende uvilkårligt læser kristendom i – i alt, hvad vi gør og siger. Ved den ikke-troende studiekammerat eller arbejdskollega eller nabo bare i mindste måde, at vi er Kristus-troende, så læser de bevidst og ubevidst alt, hvad vi gør og siger i det lys. Sagt på en anden måde: Det er let at være kirke i byen, for vi er pr natur, hele tiden, i døgnets 24 timer.
Så lad os være det! For fuld musik. I Skanseparken og alle mulige andre steder. Sammen, hver for sig, i arrangementer, i det spontane, i alt. Det er forrygende spændende. Hvad kan der ikke komme ud af det. Uventet store ting.
Og dybest set er vi jo kun kirkens kød og blod, fordi Kristus selv er kirkens kød og blod. Vi drikker ikke kun rødvin ved nadveren. Vi drikker hans blod. Han er i os, vi er i ham. Alt kan ske.
