“At ride på skuldrene af vores forfædre”

Forside Ressourcer Bloggen
“At ride på skuldrene af vores forfædre”
Mathilde Kruse Schultz Madsen

Mathilde Kruse Schultz Madsen

27. maj 2022

Der er mange ting i kristendommen, jeg har svært ved at forstå. Der er mange ting, jeg har svært ved at forene mig med. Mange ting jeg ikke ved, om jeg kan tro på.

Født 1996
Læser psykologi på Aarhus Universitet
Gift med Stefan Kruse Schultz

Der er så mange ting, at jeg det seneste lange stykke tid har givet mig selv lov til for alvor at sætte spørgsmålstegn ved min tro. Hvad tror jeg egentlig på? Hvorfor tror jeg på det? Hvad tror jeg ikke på? Jeg har givet mig selv lov til at kaste en masse holdninger, selvfølgeligheder og meninger op i luften for at se, hvilke jeg kan gribe i dag – der hvor jeg er nu.

At kaste troen op i luften
Det er egentlig ikke, fordi det er noget særligt, at jeg har haft en sådan periode. Det tror og ved jeg i virkeligheden, at der er mange, i hvert fald omkring mig, som har eller har haft. Sådan en periode med behov for at kaste barndomstroen, forældres holdninger, præsters meninger og så videre op i luften. Og jeg ka’ godt li’ at gøre plads til den slags perioder. Perioder med behov for at sætte spørgsmålstegn. At undres. Måske endda frustreres. Og jeg ka’ ikke bare li’ at gøre plads til den slags, fordi det er moderne og oppe i tiden; jeg ka’ li’ det, fordi jeg tror, der er behov for den slags perioder.

Og jeg er i virkeligheden stadig midt i den periode. En periode med behov for at finde mine egne ben i livet med troen. Og jeg aner ikke hvor jeg ender, og om det overhovedet er en periode eller bare et livsvilkår i livet med troen – at der konstant opstår spørgsmålstegn og undren.

Ikke at stå, men at ride på forfædrenes skuldre
Uanset blev jeg mindet om noget forleden, som jeg har lyst til at dele. Måske særligt til dig, som kan genkende oplevelsen af at kaste alting op i luften for en tid. Jeg blev mindet om det forleden, da jeg gik og ordnede nogle ting i lejligheden, mens Go’ Morgen Danmark (naturligvis) kørte i baggrunden. Jeg lyttede ikke så intenst til det, der blev sagt, men så blev der sagt noget, som fik mig at stoppe med at tørre vindueskarmen af for at lytte. Det var åbenbart selveste Peter AG fra Gnags, der fik mig til at lytte. Han talte om det smukke ved at “ride på skuldrene af vores forfædre”, som han fortalte, at han synger det i en af sine sange. Det smukke ved ikke bare passivt at “stå” på skuldrene af vores forfædre, som vi oftest taler om, men derimod at “ride” fremad mod andre og nye tider – men stadig på vores forfædres skuldre. Der synes jeg altså, Peter AG har fat i noget. I hvert fald noget, jeg har brug for at blive mindet om.

Jeg har brug for at kaste mange ting, som er blevet fortalt til mig gennem tiderne, op i luften. Men jeg har ikke brug for at gøre det alene og uden hjælp fra dem, som er gået før mig. Jeg har lyst til at gøre det på skuldrene af mine forfædre. Jeg har brug for at støtte mig op ad kristne, som er gået før mig. Men jeg har ikke lyst til passivt at stå på deres skuldre. Jeg har lyst til at ride fremad og søge andre, nye og forhåbentligt bedre veje. Med hjælp fra den historie, som kristne før mig har skabt. Jeg har ikke lyst til at kaste alting væk, og jeg har heller ikke lyst til at gribe alting igen. Men jeg har lyst til at ride fremad og videre på skuldrene af mine kristne forfædre med blikket rettet mod ham, som det hele handler om; ham der Jesus.

Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for bloggerens egen holdning.