At låne andres ord

Forside Ressourcer Bloggen
At låne andres ord
Mathilde Kruse Schultz Madsen

Mathilde Kruse Schultz Madsen

4. januar 2021

Født 1996
Læser psykologi på Aarhus Universitet
Gift med Stefan Kruse Schultz

Det er den første uge i det nye år. Det historiske år, 2020, er forbi. Et nyt år er begyndt. 2021. Det må man da ku’ skrive et eller andet interessant om. Og så sidder jeg her og forsøger at formulere et blogindlæg. At formulere et relevant og tankevækkende blogindlæg. At formulere noget om troen på Jesus med udgangspunkt i mine egne tanker og oplevelser – måske med udgangspunkt i årsskiftet og de tanker, som det leder med sig. Det var da oplagt i hvert fald. Men det er som om, jeg ikke ved, hvad jeg skal skrive. Det er som om, at jeg ikke rigtigt har så utroligt mange tanker omkring min tro lige nu. For tiden faktisk. Det er som om, jeg er lidt tom for refleksioner og tankevækkende pointer. Og hvad er det så et udtryk for? Hvorfor har jeg ikke så mange trostanker for tiden? Er det et udtryk for, at min tro er lidt tom og hul for tiden? At Jesus ikke betyder særligt meget for mig for tiden? At jeg har glemt ham lidt?

Jeg ved det ikke. Det kan, på den ene side, godt være, at jeg har glemt ham lidt for tiden. At han har fået for lidt plads. For jeg tror og oplever, at Jesus og min tro fylder mere og mere i mine tanker, når jeg bruger mere tid på min tro. Når jeg bruger tid på bøn. På kirke. På bibellæsning. Og jeg tror helt sikkert, at mine tanker ville kredse mere om Jesus, hvis jeg skruede op for mængden af handlinger, der drejer sig om Jesus.

Men på den anden side er jeg ikke sikker på, at mine manglende tanker og refleksioner omkring min tro nødvendigvis er et udtryk for, at jeg har glemt Jesus. At Jesus ikke betyder noget for mig for tiden.  For jeg tror også, at mit liv med Jesus bare nogle gange ér præget af manglende refleksioner. Præget af stilhed. Præget af manglende ord. Jeg tror ikke nødvendigvis, at manglende trostanker og manglende ord er et udtryk for modstand mod min tro. Det vælger jeg, at det ikke behøver at være. For det er befriende at lade Jesus være større end de tanker og refleksioner, jeg har. At lade min tro på Jesus være uafhængig af mine tanker og mine ord. At lade Jesus være større end det. Mere konstant end det. Og så er det befriende, at jeg i perioder, hvor jeg selv mangler ord, kan læne mig op af andres ord. Andres bønner. Som da min mor forleden ved morgenbordet hev en bønne-bog af norske retræteleder Ulla Käll frem, fordi det ”er så befriende at låne andres ord” ,som hun sagde. Og så lånte vi Ullas ord, mens vi bad:

”Jesus, i det konkrete, midt i livet, står du og kalder på mig. Du kalder mig til at forlade min ’egen vej’ og i stedet gå Jesusvejen. Det koster, og du ser, at min modstand til tider er stor. Men jeg vil følge dig, leve nær dig. Vend min modstand til et ja!”

 

Så lad mine manglende tanker og refleksioner sætte dig, som måske er i samme båd, fri til at være i den båd. Sætte dig og din tro fri til ikke at være afhængig af dine tanker og ord. At lade Jesus være større end det. Og at turde låne andres ord og bønner, når du ikke selv magter at formulere dem.

Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for bloggerens egen holdning.