At falde til

I morges kom en mor hen til mig i vuggestuen og spurgte, hvordan den forrige uge var gået. Det gjorde mig ret glad. Nu bliver jeg lige lidt ‘løgstrupsk’. I vores korte samtale ugen forinden fremlagde jeg noget, der fyldte i mit liv, og hun huskede det og spurgte nu ind til mig. Jeg følte mig set og betydningsfuld, fordi hun ikke bare havde glemt det i det øjeblik vores begges børn var blevet hentet, men hun huskede det og spurgte ind til mig.

Da Jesus bad fire fiskere om at forlade deres både, deres fisker-erhverv og følge ham, sagde de ja. De gik ind til et kæmpe kulturskifte med en ny hverdag blandt nye mennesker, langt væk fra deres normale liv. Og nogle dage var de nok også langt væk fra de trygge rammer hos familien. Så hvorfor sagde de ja? De så et mirakel, da Jesus fyldte deres både med fisk, men jeg tror, at han gjorde mere end det. Jesus så dem lige der, hvor de var, han anerkendte dem, og han viste, at han ønskede fællesskab med dem. 

Da Jesus ikke længere var blandt disciplene, skulle de skabe rammen for det, som senere blev til flere menighedsfællesskaber. Jesus havde prædiket til dem om hans fars Rige, men det stod ikke alene. Jesus viste dem, hvordan man helbreder syge, hvordan man samler mennesker, og hvordan man inviterer alle mennesker, uanset alder, køn og social status ( fyld selv mere på) ind i et fællesskab. Alle, der deltog i de nye menigheder, var nye i fællesskabet. Alle havde brug for en tilknytning, og jeg tror, at de fik den tilknytning, fordi disciplene prøvede at være Jesus’ åbne arme. Den egenskab drømmer jeg om altid at have med mig, når jeg møder nye mennesker. Ligesom det har så stor betydning i min tilpasning til et nyt sted, at der er nogen, der er Jesus’ åbne arme og som inviterer mig ind.