At elske de uelskværdige

Forside Ressourcer Bloggen
At elske de uelskværdige
David Lautrup Skarsholm

David Lautrup Skarsholm

25. marts 2022

Jeg er vild med at køre i bus op og ned af Aarhus’ snoede gader og langsomt blive lullet i søvn af køretøjets vuggende bevægelser og fortællerens bløde stemme fra den lydbog, jeg har i ørene. Det er simpelthen ren terapi for mig! Men af og til når jeg sidder i bussen og nyder turen, sker det, at jeg får øje på en person, som vækker en form for irritation eller ubehag i mig. Det kan være en fed, usoigneret mand med en af de der baseball-kasketter på hovedet, som allerede var grimme, dengang de var på mode engang i 10erne. Eller det kan være en ung mor med lillafarvet hår og usmagelige tatoveringer overalt på hendes solariebrune hud, der som resultat af sine egne manglende pædagogiske evner føler sig nødsaget til at rive sin treårige datter så hårdt i armen, at den lille pige skriger i vilden sky.

Når jeg sammenligner disse følelser, som jeg kan nære overfor andre mennesker, med den måde Jesus fuld af barmhjertighed mødte de mennesker, som alle andre foragtede, bliver jeg ramt af skam og dårlig samvittighed. For hvor er der langt fra mit eget smålige og ukærlige blik på andre mennesker til Jesu kærlige øjne og altid åbne arme.

For nylig faldt jeg over en salme fra Salmernes Bog, hvori der om mennesket står: ”Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det.” (Sl 8,6). Måske ligger hemmeligheden til, hvordan vi lærer at elske ligesom Jesus i dette vers, for som verset udtrykker, er selv den person i bussen, i biografen eller på din arbejdsplads, som ikke vækker andet end dårlige følelser i dig, skabt og villet af Gud og dermed værdig til at blive elsket af dig. Så næste gang du ser en person, der på ingen måde lever op til dine kriterier for et anstændigt og elskværdigt menneske, skal du måske tvinge dig selv til at tænke: “Her står et menneske, som kun er lidt ringere end Gud, kronet med herlighed og ære”. Jeg påstår ikke, at det er let, men det er forsøget værd - det siger Bibelen selv.

David er 3K-studerende og i praktik i Aarhus Bykirke fra den 31. januar til den 8. april 2022.

Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.