Under mit blommetræ - og sammen med prædikeren fra det gamle testamente - har jeg funderet lidt over livet. Og er kommet frem til, at alting har en tid. Lige nu gælder det om at have en tid til test. For ellers er man lukket ude fra alting. Vi er, åbenbart for alle, ramt af en pandemi, der begrænser os for en tid. Men også kun for en tid.
Teolog fra Aarhus Universitet 2008, født på Bornholm i 1977, boet i Midtjylland siden 1980.
Har fem børn med Frida og bor i et lille rækkehus i Aarhus N.
Spiller fodbold, trompet og skak og er glad for bøger, kunst og især spillefilm. Hygger mig også med at skrive både sjove og seriøse sange. Er optaget af den gode fortælling og den gode samtale.
Jeg sidder og kigger på vores blommetræ i haven. Og jeg undrer mig. For lige nu i år er det fyldt med blomster. Ikke ret lang tid, så jeg nyder dem hver gang, jeg går forbi. Tidligere har det tilladt sig kun at sætte blomster på halvdelen af grenene. Men sidste år var der ikke en eneste blomst. Og af den grund kom der heller ikke en eneste blomme!
Det er næsten som om blommetræet har spejlet verdens gang ved at springe over blomster og blommer i 2020. Men det giver mig håb for fremtiden at se det blomstre for fuld kraft i år, selvom der nok ikke er nogen garanti for træets profetiske budskab. Alligevel tror jeg, det kan fortælle et par sandheder.
For alting har en tid. Heldigvis. Vi kan blive skuffede over vejret, irriterede over Corona-reglerne og frustrerede over vores livsvilkår. Men det har alt sammen sin tid. Afmålt, ikke efter fortjeneste, men dog begrænset.
Blommetræet minder mig om, at vi det seneste år på mange måder har været på halv kraft, eller haft følelsen af at have sprunget et år over. Træer gør det for at kunne overleve og blomstre i kommende år, sådan som vi alle længes efter at kunne folde os ud igen, strække armene frit og rejse langt.
Jeg siger ikke, at der - omvendt forstået og på magisk vis - kommer en masse godt ud af Corona-tiden. Men når vi giver os tid til at undre os over livet, dets forunderligheder og gentagelser, samler vi kræfter til det, der ligger foran os. Ikke med tankens kraft, men fordi vi får forbindelse til vores skaber, når vi ser, hvad han har gjort og gør i vores verden.
Det er ikke tilfældigt, at Jesus bruger træet som billede på sig selv og vores forbundethed med ham som grene. For i kirkens fællesskab er der både plads til at hvile og være og til at blomstre og bære frugt. For vi er mange grene og alting har sin tid.
Et blommetræ er stadigvæk et blommetræ, selvom det i perioder bærer færre eller slet ingen blommer. Så meget mere er vi også mennesker, menighed og regnet med, selvom vi for en tid kan have svært ved at se frugterne af det. Til gengæld er vi også mange, der er nået til blomsterne og blommernes tid.
Og hvem ved. Måske kan mit blommetræ også få lov til at holde sin egen lille prædiken for dig.
Nu blomstertiden kommer
med lyst og ynde stor,
sig nærmer bliden sommer,
da græs og urter gror;
nu varmer sol i lide,
og hvad der lå som dødt,
med hver den dag, mon skride,
står op som atter født.
DDS 722
Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.