Uddannet Cand. Teol. fra Aarhus Universitet i 1987, født på Færøerne i 1960, opvokset det meste af tiden i Hirtshals, gift med Margrethe og far til 5 børn, bedstefar til 7 børnebørn. Bor i Brabrand.
Elsker ud over min kone: film, gode bøger, male billeder, skrive, gå på rulleski, bedre: langrendsski, trække garn i norsk skærgård, Toscana og god rødvin.
Da jeg kom til Århus som 19årig og begyndte at dukke op i kirke og i KFS (for dem, der ikke ved det: en kristen studenterorganisation), fandt jeg ud af, at jeg var kommet til en pænttalende del af den danske kristenhed. Når jeg sagde ”lort”, så jeg små trækninger i folks mundvige og øjne. Mit behov for at sige ”lort” voksede.
Da jeg for nogle år siden prædikede ved et større kirkestævne, slap det helt uforberedt ud af munden på mig: ”saftsusemig”. Jeg fik efterfølgende et par stærkt kritiske kommentarer over dette – bandeord, som jeg fik at vide, at det var.
Da jeg var præst en kort tid på Nørrebro, var det en menighed, hvor det ikke var usædvanligt at høre en og anden, der kom regelmæssigt i kirken, bande lige ud. Det var en fornøjelse. Altså ikke at de bandede, men at menigheden havde et pænt antal mennesker med, som tydeligvis ikke kom fra en særlig kristelig baggrund. Med andre ord: Det var en menighed, som formåede at tiltrække andre end dem, der passede som fod i hose i det kristne miljø. Det var en menighed, hvor vildfarne får fandt hjem.
Derfor håber jeg på at høre flere bandeord i Aarhus bykirke. Som jeg af og til har udtrykt det: Gid bykirken må få flere ”sgufanden-danskere” indenfor dørene.
Misforstå mig ikke. Jeg håber ikke et sekund, at flere af Bykirkens medlemmer begynder at bande!
Min kone og jeg så for nylig et tv-program, som vi af og til fornøjer os med at se. En musikquiz med klassisk musik som tema. To hold i konkurrence med den gode Phillip Faber, som konkurrenceleder. Ét af holdene svarede på et tidspunkt forkert, og lederen af holdet udbrød med stor indignation: ”Satan i Helvede!”. Jeg blev sur. Hvor ynkeligt, hvor respektløst, hvor fladt. Der er alt for meget af det der i det officielle DR.
Jeg elsker ikke bandeord for fem flade ører. Men jeg elsker at se mennesker i vores kirke, der ikke har kristendommen med sig fra modermælken. Mennesker der kommer ind fra sidelinjen, fordi de tiltrækkes af en menighed, der står vidåbent favnende overfor netop dem.
Gid vi af den grund må høre mere sgufanden i Bykirken. Og ikke bare "for hulkan".
Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.
