Afhængig af Jesus

Det betyder også, at jeg ofte har måtte fravælge aktiviteter, som har haft med min tro at gøre; at jeg f.eks. aldrig rigtigt har gået i IMU, og at jeg af og til har været forhindret i at komme i kirke om søndagen, når der har været kampdag. Det har betydet, at jeg overvejende har brugt mere tid på fællesskaber som dét på mit fodboldhold fremfor på det kristne fællesskab.

Og hvad har det så betydet? Det har selvfølgelig betydet, at jeg ofte har manglet det fællesskab, der har Jesus som centrum. At jeg har manglet, og også ofte savnet, at være i fællesskaber, hvor jeg har oplevet et fælles standpunkt og grundlæggende enighed om, hvilke værdier der virkelig har betydning. Men i virkeligheden er jeg også ret overbevist om, at min færden i fællesskaber udenfor troen har haft stor betydning for den tro, jeg har i dag. For det har betydet, at jeg har været nødt til at finde troen i mig selv, i mit eget hjerte, når jeg ikke har kunnet læne mig op ad de andres tro. Jeg har været nødt til at finde ud af, hvad jeg tror på, og hvorfor jeg tror på det, jeg gør. I de perioder hvor jeg ikke har haft et fællesskab, som har holdt mig op på min tro, har jeg været nødt til at se på Jesus. At se på hvem han er, og hvad han vil med mig. Jeg har været så afhængig af Jesus. Så afhængig af at vende mig mod ham, når jeg har stået alene og skulle forklare min tro. Så afhængig af at tale med ham i de situationer, hvor jeg ikke har været omkring andre kristne, jeg kunne tale med. Og dét tror jeg har været med til at gøre min relation til ham stærk.

Hvad vil jeg så sige med det? Jeg har egentlig bare lyst til at dele min oplevelse af et liv som kristen, hvor fodboldfællesskabet overvejende har fyldt mere end det kristne fællesskab. At dele min oplevelse af hvordan min personlige tro og min relation til Jesus har vokset sig stærk, når jeg har stået alene i omklædningsrummet eller på træningsbanen, fordi jeg har været nødt til konstant at tage stilling til, hvem Jesus er for mig, og hvorfor jeg tror på ham – for hvis ikke jeg selv vidste det, ville ingen forstå det. Jeg har været nødt til konstant at se på Jesus; at spejle mig i ham og klinge mig til ham. Og så har jeg lyst til at dele min oplevelse af hvordan dét at prioritere et fodboldfællesskab ikke nødvendigvis er ensbetydende med at ’glide fra troen’; måske nærmere tværtimod (sådan har det i hvert fald været for mig). At jeg så kan mærke, hvordan min tro får endnu mere liv, når jeg også prioriterer det kristne fællesskab, er en anden snak – men ikke desto mindre en vigtig pointe.