Troens vedligeholdelse

Jeg læste forleden et interview i en avis, som gjorde mig så glad. Det var et fødselsdagsinterview med en 75-årig. Fødselaren foretog for mange år siden noget, der i manges øjne lignede et temmelig stort sporskifte, sådan kirkelig set. Det viste sig nu ret hurtigt, at han var uforandret, også teologisk. Men alligevel blev jeg så glad, da han i fødselsdagsinterviewet på en meget ligefrem måde gav udtryk for en klar og enkel og i sin kerne uforandret tro. Der er nemlig intet selvfølgeligt over denne uforandrethed, denne vedblivende fastholdelse af troen.

Jeg har en god ven, som jævnligt har sagt: Gid det ikke må gå mig som kong Saul. Saul lagde godt ud. Blev konge på et klart Guds-kald og fulgte Guds-tråden længe. Men så begyndte det at gå galt. Saul valgte andre tråde. Det endte tragisk.

Min vens pointe er: Man kan lægge rigtig godt ud, men det er ikke nogen garanti for, at det ender godt. "Godt begyndt, halvvejs fuldendt" – det holder ikke med hensyn til troen. Troen skal holdes ved lige fra dag til dag gennem hele livet.

Man kan være en ivrigt, brændende kristen fra sine unge dage og længe frem, og alligevel kan det glide fuldstændig væk.

Det er som i et ægteskab. Heller ikke der kan man sige "godt begyndt, halvvejs fuldendt". De allerflestes begyndelse i ægteskabet er god og lykkelig. Men det garanterer desværre ikke noget som helst for tilstanden 7 eller 27 år senere. Som mange af bitterhed ved.

Med troen taler vi jo også om en relation. En relation, som skal holdes i live dag ud og dag ind.

Den franske forfatter Georges Bernanos skriver i en af sine bøger: "Troen mister man ikke. Den ophører med at forme ens liv. Det er det hele."

De allerfærreste foretager et bevidst tros-fravalg. Det glider bare lige så stille ud i takt med, at man langsomt slapper på vedligeholdelsen.

Derfor skriver C. S. Lewis også sådan her i "Mere Christianity" ("Det er kristendom"): "Jeg må holde min længsel efter mit sande fædreland i live, for jeg vil ikke finde det før efter min død; jeg må aldrig lade det sne inde eller lade det glide i baggrunden; jeg må gøre det til min hovedopgave i dette liv at hige efter dette andet land og hjælpe andre til at gøre det samme."

På en måde kan man se dette som et enormt krav til troen, til mig selv som troende. Og dér går man og griber jævnligt sig selv i tros-passivitet, tros-tvivl, tros-anfægtelse ...

Sandt – der er en udfordring her. Vi kommer ikke udenom det. Vi bedrager os selv og hinanden, hvis vi prøver at få det til at se ud, som om trosforholdet ligesom lever i kraft af sig selv. Det gør det ikke. Biblen er fra det gamle til det nye testamente fuld af udtryk for, hvordan vi ikke kommer udenom at være vedvarende bevidst om iliveholdelsen af troen.

Men Biblen har også andre udsagn, som giver en vidunderlig balance i det her. En balance mellem de to parter i forholdet – Gud og mig. Den balance vil jeg gerne runde af med, med udtrykket fra Hebræerbrevet om Jesus: han er "troens banebryder og fuldender".