Rejs dig, bliv lys - Kirke i byen

Forside Ressourcer Bloggen
Rejs dig, bliv lys - Kirke i byen

Det skal vi gøre, med udgangspunkt i en profeti fra Det Gamle Testamente.

Esajas 60,1: ”Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet”

Denne profeti, er først og fremmest talt over Jerusalem. Jerusalem skulle igen rejse sig og blive lys. Men jeg tror faktisk ikke, at det er det eneste, der er at sige om det her vers. Når man arbejder med profetier så kan de nogle gange indeholde en dobbelt opfyldelse, altså en foreløbig opfyldelse i profetens samtid/nær fremtid, men også en videre opfyldelse mange år senere. Det er netop sådan en profeti vi har med at gøre her! Den første opfyldelse skete i Jerusalem, noget tid efter Esajas profeterede disse ord, da Israelitterne vendte tilbage fra deres fangeskab i Babylon og templet senere blev genopbygget.

Hvis vi går til Det Nye Testamente, så tales der også om et meget konkret lys. Et lys som måske kan hjælpe os med at belyse profetien hos Esajas.
Så derfor tror jeg faktisk også, at denne profeti gik i opfyldelse mange hundrede år senere og har relevans for dig og for mig i dag!

Johannesevangeliet kapitel 1,1-5

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud.  Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Og videre: Johannesevangeliet kapitel 1,9

Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.

Hvis det er sandt, hvad betyder det så for os i dag?
Jo, så betyder det, at hvis vi tror på det lys, der tales om hos Johannes, kan vi få lov til at være lys, lige der hvor vi er - i klassen, på arbejdet eller til fodbold. Ikke fordi vi kan være lys i os selv, men fordi Jesus kom og var verdens lys. Hvis du tror på Jesus, så rejs dig og vær lys, for dit lys er kommet!

Det er ligesom når man tilbage i folkeskolen sad i klassen på en solskinsdag med noget, som kunne reflektere lysstrålen over i øjnene på en af de andre fra klassen. Sådan må vi også lade lyset, altså det sande lys som skinner på os, reflektere videre på de mennesker vi møder i vores hverdag og i vores by.

Hvordan kan man være lys?
Det at være lys kan se ud på mange forskellige måder, heldigvis for det! Det er ikke kun for den der råber højest - nej det at være lys, er lige så meget det, at være venlig mod dem omkring sig, at se de folk der har det svært, at give aftensmad til naboen osv. Hvordan kan du være et lys, lige der hvor du er?

Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.