Paven er død – men Jesus lever!

Forside Ressourcer Bloggen
Paven er død – men Jesus lever!
Daniel Søgaard Lind

Daniel Søgaard Lind

22. april 2025

Teolog fra Aarhus Universitet 2008, født på Bornholm i 1977, boet i Midtjylland siden 1980.
Har fem børn med Frida og bor i et lille rækkehus i Aarhus N.
Spiller fodbold, trompet og skak og er glad for bøger, kunst og især spillefilm. Hygger mig også med at skrive både sjove og seriøse sange. Er optaget af den gode fortælling og den gode samtale.

Paven er død – men Jesus lever!

Glæde og sorg følges ofte ad. Sådan kender vi livet. Fra Langfredags håbløshed til Påskedags opstandelsesfest og pavens sidste åndedrag anden påskedag.

Jeg hørte en dansk journalist udtrykke det på den måde, at vores forbindelse til Gud blev brudt med pavens død. Det vil de fleste kristne inklusive katolikkerne nok ikke være enige i. For vi har hverken brug for Jomfru Maria, helgener eller paver til at skabe forbindelse til Gud. Adgangen er Gud ske lov vidt åben gennem Jesus Kristus og alt, hvad han har gjort for os i påsken. 

Pave Frans, som jeg selv har hørt tale på Peterspladsen i Rom, var en foregangsmand i bekæmpelse af fattigdom og klimakrise. Og skal have stor ros for at komme med en undskyldning for seksuelle overgreb i den katolske kirke. Men tilgivelsen og forbindelsen til Gud er heldigvis forankret langt stærkere end i en tradition eller i den katolske del af den kristne kirke. Den holdes heller ikke oppe af en særlig fromhed eller en stærk tro. 

Forbindelsen til Gud er alene funderet i Jesu uselviske offer Langfredag og sejren over dødsmagterne Påskedag. Så stærkt forankret, at der nu ikke længere er nogen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. Så lige meget hvem - eller hvor mange, der falder døde om - lever håbet videre. For Jesus lever!

Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.