Fantasiens nådegave

Forside Ressourcer Bloggen
Fantasiens nådegave
Daniel Søgaard Lind

Daniel Søgaard Lind

17. november 2021

Som barn havde jeg en periode, hvor fantasiuniverser ikke sagde mig noget som helst. Det var for let, at Troldepus kunne blive usynlig med en pind i munden. Det var alt for urealistisk, at Pippi kunne løfte to voksne mænd. Og rumvæsener, kentaurer og egernløver kunne jeg slet ikke tage seriøst.

Teolog fra Aarhus Universitet 2008, født på Bornholm i 1977, boet i Midtjylland siden 1980.
Har fem børn med Frida og bor i et lille rækkehus i Aarhus N.
Spiller fodbold, trompet og skak og er glad for bøger, kunst og især spillefilm. Hygger mig også med at skrive både sjove og seriøse sange. Er optaget af den gode fortælling og den gode samtale.

Men jeg blev klogere. Hele tiden havde jeg en fornemmelse af, at det var noget andet med de bibelske beretninger. Og med tiden gik det op for mig, at alle de fantastiske fantasiuniverser i virkeligheden er afspejlinger af de gamle bibelske underfortællinger. Talende dyr, magiske vandrestave, lysende engle og døre der åbner og lukker af sig selv.  

Nu er jeg kommet til et punkt, hvor jeg slet ikke kan få nok af science fiction, fantasy og paralleluniverser. Fordi jeg har opdaget, at fantasien har en helt særlig evne til at fremkalde, hvad der er på spil i den virkelige verden. I virkeligheden mangler vi den vigtigste dimension uden fantasien.

Mange af de opfindelser, vi nyder godt af i dag, var kun noget, man fantaserede om for to hundrede år siden. Og skal vi gøre os forestillinger om den evige fremtid på den anden side af vores livsafslutning, går det ikke uden fantasi og forestillingsevne.

Fantasien - som vi siger, ingen grænser har – er for mig et bevis på, at vi er skabt som evige væsener. Og menneskers opfindsomhed er et tegn på, at vi er skabt af en fantasifuld Gud. Og så gir det måske mening på flere måder, når Jesus siger, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige.

Da jeg for nylig så filmen Finding Neverland med mine to yngste, Signe og Anton, blev jeg tvunget til at tage den flyvende Peter Pan mere alvorligt. Fordi der bag eventyret om Ønskeøen ligger en virkelig historie om fire børn, der mistede deres forældre. Da det gik op for mig, kunne jeg ikke læse underteksterne uden at stemmen knækkede. Fantasi og virkelighed smeltede sammen på en måde, så virkeligheden blev større.

Sådan kan fantasifulde fortællinger minde os om Guds undere og gøre vores virkelighed større og åbne for troen på det umulige. At Gud har skabt forbindelse mellem vores verden og sin egen evige virkelighed, som han ønsker at have os med i. Kunne man ikke kalde det for fantasiens nådegave?

Der er ikke mange, der kan bevæge sig mellem fantasi og virkelighed, men de der kan, er dem, der redder begge verdener.” (Fra filmen Den uendelige Verden)

Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for bloggerens egen holdning.