Blind for det åbenlyse

Forside Ressourcer Bloggen
Blind for det åbenlyse

I løbet af 2020 er der sket meget – både i verden og i mit liv. Jeg vil tage udgangspunkt i noget, som jeg har brugt mange timer og tanker på i år, og som har været anledning til mange glæde, men også en vis mængde frustration. Jeg taler naturligvis om onlineskak. I januar begyndte jeg at spille mod to venner fra København, og det er blevet til omkring 80 partier – en del af dem har varet en uge eller mere.

Nu er jeg så gået i gang med at se serien Queen’s Gambit. Dem er opkaldt efter en åbning, jeg dog ikke selv har benyttet mig så meget af, da jeg ikke kan lide at være bagud fra starten.

Noget af det, der fascinerer mig ved skak, er, at alt sådan set er fuldstændig blottet og åbent. Hverken jeg eller min modstander har et hemmeligt kort på hånden, som pludselig kan vende det på hovedet. Alle brikker kan ses stå på deres respektive pladser. Indtil de ikke står der længere.

Og alligevel er der så stor forskel på, hvad man kan se på brættet. Hovedpersonen i serien er et skakgeni – hun kan se alt det, modstanderne ikke kan se, selvom de kigger på de samme brikker.

I mit eget spil har jeg flere gange prøvet at overse det, som er fuldstændig åbenlyst. ”Hov, der røg mit tårn!”

Jeg har også prøvet at være den, der ser det, min modstander, har været blind for. Det er en tilfredsstillende oplevelse. Også selvom man ikke kan se modstanderens ansigtsudtryk online.

I livet er det vel også sådan, at vi ser mange af de samme ting, men alligevel ser – og overser – noget forskelligt.

(Blogindlægget fortsætter under billedet)

Freely 96092

Da Jesus lå i en krybbe og var fuldstændig hjælpeløs, kunne man sikkert let overse, at det var Guds søn, der lå der. At den lille klump skulle være verdens eneste håb. Men det var han. Og for mange af dem, der siden lærte ham at kende, blev det helt åbenlyst. Andre så det måske aldrig.

For den, der får lov se Jesus i et klart lys, er det åbenlyst, at han er Guds søn og verdens konge. Jeg håber, at du i denne jul må få lov at se ham i et klart lys. Det er så let at blive blind for, hvad det lille barn betyder.

Glædelig jul

 

 


Photo credit: Wood Chess - Disadvantages: https://www.woodenearth.com/blogs/wooden-blog/is-chess-really-a-good-game

Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for skribentens egen holdning.