Samfundsoplukning – relationel oplukning

Forside Ressourcer Bloggen
Samfundsoplukning – relationel oplukning
Henrik Højlund

Henrik Højlund

4. juni 2020

I løbet af samfundsnedlukningen er der to ret forskellige fornemmelser, der har meldt sig hos mig.

Den ene fornemmelse er, at der har været noget befriende i nedlukningen af aktivitet på aktivitet. En nærmest ryddet kalender. En fornemmelse af noget, der måske skulle få nogle konsekvenser, når vi nu igen lukker op for fuld musik. Måske skal vi ikke altid lave fuld musik?

Den anden fornemmelse er, at nydelsen ved bare at kunne leve fra dag til dag så at sige, at kunne blive hjemme i sin egen have og hygge med konen og kaffen og chromecast-film i sit helt selvvalgte rytmiske mønster stort set uden nogen forpligtelse på andre, fordi kalenderen som sagt er dejlig blank – det rummer en fristelse til at blive sig selv mere end nok.

Man kunne i denne uge læse i en avis, at en meget stor del af de ældre på plejehjem har nydt denne tid. Meget overraskende. Selvsagt er der undtagelser. Ikke mindst med sygdom og død. Og savnet af familiebesøg. Men ikke desto mindre viser det sig, at rigtig mange beboere på plejehjemmene grundlæggende har nydt det.

Hvorfor? Fordi personalet har haft mere tid til de ældre. Der er kommet en helt anden ro på plejehjemmet, og beboerne sover bedre. På et plejehjem fortæller de, at de har droppet fælles aktiviteter for alle beboere. Til gengæld har de lavet ting sammen i små grupper, og det giver mere tid til den enkelte ældre.

”Det betyder, at nogle af beboerne er livet op. Vi er ikke i tvivl om, at vi nok skal nedprioritere de store fælles arrangementer til fordel for aktiviteter tættere på den enkelte,” siger en plejehjemsleder.

Det får mig til at sige følgende: Vi skal måske lære noget af denne nedlukningstid med hensyn til vores megen aktivitet, både i og udenfor kirken. Det er ikke højt aktivitetsniveau i sig selv, der giver kirken en særlig kvalitet. Jo mere aktivitet, desto mere levende menighed … Nej! Vi skal tværtimod gøre det let og enkelt at stoppe aktiviteter, når vi kan se, at det ikke giver meget andet mening end at holde det i live for dets egen skyld.

Jeg prøver ikke at sige, at vi generelt skal til at være mindre aktive. Jeg lever fortsat i forventning og håb om, at folk i Bykirken slet ikke kan lade være med springe ud i det, når de får en god idé – at enhver føler sig fuldstændig fri til at kaste sig ud i det, de gribes af lyst til! Men det handler om at have blik for, hvad der altid er det vigtigste ved aktiviteterne: Relationerne. De muligheder der opstår for nærhed.

Og det vil sige, at det så også er aldeles meget okay at prioritere relationerne fremfor følelsen af forpligtelse på diverse aktiviteter. Men ikke bare relationerne i den nære, hyggelige vennekreds. For så er vi jo lige vidt. Eller lige kort.

Og det hænger så netop også sammen med pointen i min anden fornemmelse, nævnt i indledningen: At vi ikke forfalder til social dovenskab i kølvandet af nedlukningen og bliver os selv og vores nærmeste nok. Nix bix, tilbage til viljen til at dele liv, dele kaffe, dele mad, dele alt muligt med andre, der ikke lige hører til oplagte vennekreds. I gang igen med at tilbringe tid med mennesker, der ikke bare tilhører den let omgængelige inderkreds.

God oplukning. Også af sjæl og sind – i retning af medmennesket.

 

Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for bloggerens egen holdning.