Den røde tråd ud af labyrinten

Forside Ressourcer Bloggen
Den røde tråd ud af labyrinten
Katrine Dahl

Katrine Dahl

28. maj 2020
Startede på kandidaten i medievidenskab i 2019. Radiopraktikant på eftermiddagsprogrammet '4-toget' på radio4.
Født i 1995. Bor i Aarhus med sin mand, Nicolaj.

Hvad er meningen med livet? 42?

I 2016 var der et interview i Aftenshowet på DR på baggrund af en undersøgelse, som viste, at folk i 60-års alderen var mest tilfredse med deres liv. Så man havde inviteret kendisfrisøren Gun-Britt Zeller og forfatter Erling Jepsen i studiet, da de begge er i 60’erne.

Gun-Britt var godt tilfreds. Hun kunne godt lide at blive ældre og synes, det havde givet hende ro i tilværelsen, hun forsøgte at være til stede hver dag, og når døden nærmede sig, så havde hun jo været her. Erling Jepsen til gengæld, han var ikke glad. ”Nu brugte undersøgelsen formuleringen ”om man var ’glad’”, og jeg har ikke noget ønske om at blive glad, det er ikke meningen med mit liv at blive glad. Jeg synes, jeg har nået for lidt. Jeg har større ambitioner. Jeg vil finde ud af ting, som presser sig på. Jeg oplever at have gået ind i en labyrint, og jeg har rigtigt svært ved at finde ud af labyrinten.”

(TV-værten) Mark Stokholm studser: ”Men når du så finder ud, så bliver du vel glad?”

Erling Jepsen: ”Så får jeg fred.”

Stokholm: ”Men tror du ikke, livet har mere at byde på, selv i din alder?”

Jepsen: ”Nej, jeg har brug for tid til at finde ud af, hvad det hele går ud på. Det vil jeg da også spørge dig om,” han vender sig imod Gun-Britt Zeller, ”har du fundet ud af det? Hvad er den røde tråd i alt det her?” Zeller bringer det gode ved udfordringer op, hvorfor Jepsen må afbryde hende: ”Jeg tænker mere på vores liv, hvad er meningen med det?” Zeller svarer, at hun prøver at være til stede, hvor Jepsen må afbryde hende igen: ”Jamen, er det ikke sådan et ubevidst liv, undskyld, men ligesom dyrene? Men det kan selvfølgelig også være godt nok …”

Jeg har det ligesom Erling Jepsen, jeg vil ikke blot eksistere, jeg vil vide, hvad meningen med livet er. Hvorfor er jeg her? Hvad sker der, når jeg dør? Findes der en Gud? Jeg vil ikke blot være ligesom et dyr!

Jeg vil påstå, at livet er fattigt uden en mening med galskaben. En mening med livet.

Som kristen lyder meningen ret simpel, men den kan være svær at begribe til fulde.

Jeg talte med en studieveninde, om hvad hun mente meningen med livet var. ”At være god ved andre” lød svaret. Og jeg er enig, jeg tror faktisk også, det er meningen med livet, men det er kun den halve mening … et såkaldt ”men” uden ”ing”.

Nej, jeg tror, at meningen med livet er at være god ved andre … Ligesom der er én, der har været god ved mig. Sagt på en anden måde: At elske andre, ligesom Gud har elsket os.

Vil du finde mening med dit liv? Brug det ikke kun på andre eller dig selv, men brug det også på Gud. Brug det på at opleve den kærlighed og omsorg han 100 p har for dig. Elsk og bliv elsket, og du har den bedste GPS til at finde ud af labyrinten.

 

Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for bloggerens egen holdning.