Corona – jeg tror, hjælp min vattro

Forside Ressourcer Bloggen
Corona – jeg tror, hjælp min vattro
Henrik Højlund

Henrik Højlund

11. marts 2020

I søndags var vi samlet set et sted mellem 300 og 350 i Bykirken. Altså ikke 1000. Det havde selvfølgelig været dejligt, hvis vi havde været 1000. Om end lidt presset og proppet. Men lige netop i søndags var det måske meget godt, at der bare var almindelig fyldt op. For ellers havde vi måske skullet følge statsministerens råd om at droppe arrangementer på 1000 og derover. Af frygt for coronavirussets effektfulde spredning.

Men vi tog hinanden i hænderne. Jeg så endda flere kramme hinanden. På trods af Mette Frederiksens opfordring til ikke at gøre det. Jeg lagde hånden på hovedet af folk ved eftermiddagsgudstjenesten og udtalte en personlig velsignelse til dem meget tæt på deres ører, så de kunne høre det midt i den skønne, højlydte sang og musik. Gudstjenestekoordinatoren gjorde det samme. Jeg lagde hånden på hovedet af de små børn, der blev taget med til nadver. Det samme gjorde andre nadveruddelere. Vi sad alle sammen med mindre end to meters afstand til hinanden, på trods af at coronavirusset smitter på op til to meters afstand.

Vi var i det hele taget påtageligt ubekymrede i hele vores adfærd. Hvad i al verden gik der dog af os?

Der gik nok bare det af os, at vi – bevidst eller ubevidst – havde svært ved at se, hvordan vi skulle kunne mobilisere den store bekymring for det nye virus, al den stund almindelig influenza tager livet af cirka 650.000 mennesker på årsplan globalt set, og at coronavirusset indtil videre anses for at have en dødelighed, der svarer til eller ligger en anelse højere end influenzavirus.

Måske havde nogen det derfor også som mig, at de er grundigt trætte af den enorme opmærksomhed coronaen får i medierne. Jeg tilstår, at jeg indimellem får små raserianfald inde i mig selv over den megen opmærksomhed, helt ude af proportioner med hvad der ellers findes lige nu af kolossale, i mange tilfælde dødbringende problemstillinger i verden. Sygdomme, krig, flygtninge osv.

Selvsagt skal vi respektere og være taknemmelige for et sundhedsvæsen, som tager ordentligt fat i den slags, når det opstår, og gør, hvad de kan og skal for at sikre os. Og selvsagt er politikernes og mediernes opmærksomhed et led i dette. Men til det hører også sansen for de rette proportioner. Den proportionsløse opmærksomhed fremmer ikke sagen, men giver den en ubehagelig bismag. En ubehagelig bismag af, at den megen opmærksomhed skyldes vestlig velfærdsbekymring. Vi skal sikre den vestlige velfærd fremfor alt. Fremfor absolut alt. Og her vi en sygdom, som kunne gå hen og ramme os ukontrolleret i vesten.

Og apropos kontrol – vi kan heller ikke udstå at miste kontrol i vesten. Vi lever jo som de moderne, oplyste samfund, som bør have ret godt styr på tilværelsen. Men tænk hvis vi ikke har det ...

Da vi sad i kirken i søndags, blev vi endnu engang mindet om, at det har vi ikke – styr på tilværelsen. Det er der en anden en, der har. Gud den almægtige.

 

Det er befriende at sidde der endnu engang og give slip. Synge, bede, løfte hænder, knæle, lukke øjne, lytte, tage imod ham - gennem brød og vin - som havde al magt, men gav den fra sig, da han på korset gav slip på kontrol over legeme og blod.

”Jeg tror, hjælp min vantro”, lød det i prædiketeksten. Og vi sad der og øvede os igen i at slippe vantroen, som bygger på menneskets hele og fuld kontrol på tilværelsen, for i stedet at tro på ham, som, selv da han opgav magten på korset, demonstrerede større kraft, end noget menneske nogensinde har kunnet udvise i sit mest kraftfulde øjeblik. Lige der frembragte han nemlig en medicin mod den mest omfattende og uudryddelige virus i hele verdenshistorien – skylden.

Så mit bedste råd i disse coronatider: Gå i kirke søndag efter søndag og slip vantroen og bekymringen. Eller: vattroen. Den vattede tro, som vi alle er truet af. Troende eller ej.

(Og hør selvfølgelig efter, hvad læger og andre vidende folk i øvrigt råder til!)

 

Opdatering, 11. marts 2020

Lad mig tilføje lidt til denne blog, som jeg skrev i går, og som jeg har fået nogle reaktioner på, som tyder på, at den let kan misforstås.

Min hensigt med bloggen var at bringe hele corona-sagen i rette proportioner. I forhold til almindelig bekymring, medieopmærksomhed, epidemiens farlighed sammenlignet med andre epidemier, samfundskonsekvenserne, trosfreden mv.

Noget tyder på, at det ikke er lykkedes mig at få det skrevet overbevisende, men at det snarere har rejst nogle spørgsmål, om jeg tager alt for let på alvoren i sagen og er for ligeglad med dem, der vitterlig er udsat for smittefare med de konsekvenser, det kan have. Og at jeg endda tager bykirken som ”gidsel” for min holdning.

Lad mig understrege meget klart, at bloggen ikke er kirkens officielle holdning! Jf. det, der står ved bloggen. Man må hjertens gerne være uenig og lufte uenigheden med det, jeg har skrevet her og de øvrige bloggere, som efterhånden kommer til at skrive. 

Og det kan såmænd sagtens være, at vi pludselig bliver nødt til også i bykirken at tage nogle drastiske konsekvenser af situationen, ligesom vi ser det ske mere og mere lige nu rundt om i landet. Uanset min blog. Selvfølgelig.

 

Bloggen skrives på skift af præster og andre skribenter tilknyttet Aarhus Bykirke. Det enkelte indlæg er udtryk for bloggerens egen holdning.