• Kontakt os

Lukkede fællesskaber er døende

Kan det virkelig passe, at alle klynger og celler i Aarhus Bykirke per definition er åbne fællesskaber? Ja. Og det er der en hel del gode grunde til. For celler og klynger samler og deler sig, som navnene antyder.
Celler og klynger er åbne fællesskaber fordi:
– vi selv er kommet med i et fællesskab, fordi andre ville være sammen med os
– andre har brug for os og vi har brug for dem
– vi med i en kirke og ikke i en klub
– der er velsignelse i åbne arme og gæstfrihed
– kristne har nogle gange har taget imod engle uden selv at vide det
– Jesus har sagt, at vi tager imod ham, når vi tager imod en af hans små
– alle fællesskaber, der lukker sig om sig selv, er døende
Selvfølgelig kan det være møgbesværligt at have udfordringer med pladsen eller med at overskue at skulle lære nye mennesker at kende. Men der findes mange konkrete og kreative løsninger på det, som jeg altid gerne vil snakke med jer om. Man behøver heller ikke at dele sig midt over. Måske vil et par stykker gerne afprøve en ny form for fællesskab, eller hjælpe med at starte et nyt. Det kan også være, at der er behov for at dele sig i mindre celler, når klyngen vokser. Og hvis fællesskabets DNA er en bestemt størrelse, kan det være en vision at skabe flere hjem af samme slags.
At lukke en klynge eller celle er nogle gange det mest rigtige at gøre. Men at lukke sit fællesskab for nye er en falliterklæring. Hvis du – mere eller mindre bevidst – er med i et lukket fællesskab, så tag en snak med hinanden om det, eller begynd med at gøre noget sammen til glæde for andre. Meld jer til sammen at gøre rent i kirken, lave mad til et arrangement, hjælpe til på Det blå Sted eller noget helt fjerde. At gøre noget for andres skyld smitter på den gode måde. Og der må og skal være plads til alle de nye, der hele tiden kommer til kirken.
Jeg fristes til at nævne de tre værdier Elsk Aarhus gennem årene har udfordret os til at øve os i: Venlighed, hjælpsomhed og gæstfrihed. Vil du ikke være med til at lade det kendetegne Aarhus Bykirke – lige fra gudstjenesten og helt ud i den mindste celle?