• Kontakt os

Længe leve vedligeholderne!

Det er ikke altid nemt at lede fællesskaber i dag. Flere gange har jeg hørt om fællesskaber i Aarhus Bykirke, der giver udtryk for, at det kniber med trofastheden hos medlemmerne. Sådan kan det også opleves til gudstjenesterne engang imellem. Trofastheden kan være meget svingende.

Hårde odds!

Svend Brinkmann har med sin samfundsanalyse sat ord på nogle af de ting, som vores tid er særlig kendt på. Lidt enkelt sagt så siger han, at vi ikke har rødder (i sin ”Stå fast”-bog). Vi har ”fødder”, som han siger, fordi det kræves af os, at vi er omstillingsparate og villige til at skifte kurs. Læg så dertil den lette tilgængelighed til ny information, vi har via internettet, og konkurrencestatens karriereræs! Det har affødt en ny kultur og en fortælling om os selv; at vi hele tiden er på vej videre. Samtidig fortæller de sociale medier os hver dag, at det ”normale” er at gå fra den ene succes til den anden. Når jeg tænker nærmere over det, så er det godt nok hårde odds for trivslen i et godt fællesskab.

”Life is like a box of chocolate”

Forrest Gump (fra filmen af samme navn) står for mig at se som det komplet modsatte af alle de forhold, jeg lige har beskrevet ovenover; og vi elsker ham vel egentlig for det. I filmen ser vi, hvordan en ung dreng bliver til en mand, og vi ser, hvordan hans karakter ikke ændrer sig overhovedet på trods af alt det, han opnår. Det er den samme Forrest, som sidder på bænken og fortæller om sit begivenhedsrige liv, som vi oplever gå på College, være soldat, møde amerikanske præsidenter, fiske rejer, løbe USA rundt flere gange osv. Han er bare den samme (og det er vel, hvad vi elsker ham for!). Hans stabilitet får os til at føle os trygge.
ddSamtidig møder vi hans barndomsveninde og elskede Jenny, som vitterligt er på vej videre hele tiden, og hvis livssituation skifter med tidens. Hun er et ustabilt bekendtskab, men, som med Forrest, så kender vi hendes barndom og forstår, at livet kan have en skyggeside.

Skal du være vedligeholderen i dit fællesskab?

Der er ikke noget i vejen med at være ”på vej videre”. Lad os bare slå det fast; for der kan være gode grunde til, at man er det. Men lad os også understrege, at relationer bedst trives under stabile forhold. Ligesådan fællesskaber i Aarhus Bykirke.
ddHvis du har flere fællesskaber, du indgår I, så overvej, om du kommer regelmæssigt; om de andre kan mærke, du er til stede, når du kommer; om du viser den nødvendige interesse for jeres gruppe, når I ikke er samlet, og om du eventuelt burde vælge et fællesskab fra. Hvis du ikke kommer i et fællesskab, så overvej, om du skal vælge et til og lade dig inspirere af Forrest Gumps vedholdenhed.
ddVores drømme om det perfekte fællesskab indfries nok aldrig her; først i himlen! Men måske kan mindre også gøre det for nu.
Forrest Gump var vedligeholderen i Jennys liv. Måske du skal være vedligeholderen i dit fællesskab?