• Kontakt os

Et sidste pip fra kulturinspiratoren

Hvor har vi meget at være taknemlige for i Aarhus Bykirke! Det har været meget opmuntrende at være ansat de seneste 5 måneder. Jeg har selvfølgelig, som alle andre, mine kæpheste og visioner for fremtiden, men man skal være decideret uopdragen for ikke at påskønne det, vi har. Vi er en menighed, som vil hinanden og andre det bedste, og jeg har endnu til gode at møde et usympatisk menneske i AABK. Det er i det lys, du skal læse og forstå det, jeg skriver nedenfor.

Hvornår har du sidst følt dig dum? Det er ubehageligt, for det er du jo ikke. Det er nye i Aarhus Bykirke heller ikke, og alligevel kan de nemt føle sig dumme. Fordi de ikke kender jargonen og kulturen – eller begreberne. Lad mig give nogle få eksempler på spørgsmål, som du måske ikke regner med, man stiller: Skulle jeg have tilmeldt mig kirkefrokost? Mon man gerne bare må gå ind og tage en kop kaffe? Hvilken aldersgruppe er juniorklubben for? Hvem er ham Olsen, der er blevet nævnt flere gange? Hvad er KFS? Hvad er en klynge? Og hvad betyder det, at vi ligger omtrent på linje med Indre Mission?

Hvornår har du sidst følt dig uvelkommen eller ekskluderet? Det sker faktisk, at mennesker oplever sig ekskluderede i Aarhus Bykirke. Én af konklusionerne på de mange samtaler, jeg har haft gennem de seneste måneder, er, at medlemmer her er enormt flinke og har stor velvilje, men sjældent selv tager initiativ. Det betyder, at hvis jeg er ny og spørger efter hjælp, vejledning eller en invitation, så får jeg det. Spørger jeg ikke efter det, så får jeg det sandsynligvis ikke. Jeg tror, vi må sande, at det er de færreste, der har den frimodighed i et nyt miljø. Måske vi kunne blive lidt bedre til at se hinanden og række en udstrakt hånd – også til nye? Når vi ønsker, at alle skal føle sig velkomne i Aarhus Bykirke, hvem havde vi så egentligt tænkt skulle føre den vision ud i livet? Hvem skal hilse på den, jeg sidder ved siden af på søndag? Hvem skal invitere nye med i en klynge eller cellegruppe? Hvem skal tilbyde hjælp til den, som trænger til det? Der er faktisk kun mig til at gøre det. Og der er kun dig.

Jeg er direkte, for det har jeg selv brug for. Inden jeg er færdig med at hilse på nærmeste familie og venner efter gudstjenesten, ja så er kirkerummet tomt, og så fik jeg (igen, igen) ikke set, om der var andre, jeg skulle have hilst på eller spurgt ind til. Mit anliggende er ikke at bebrejde nogen. Jeg har nok at gøre med mig selv. For nylig var jeg til et arrangement, hvor der var fællesspisning. Alle borde var fyldt op, da Kristina og jeg kom ind til aftensmaden. Da jeg så spurgte ved et af bordene, om vi kunne sidder der, fik vi at vide, at der desværre ikke var plads. Og det var der heller ikke – umiddelbart. Men man kunne have rykket bordet ud eller være rykket sammen, tænkte jeg. Og ærligt, jeg blev faktisk lidt ked af det. Jeg er ellers veletableret i menigheden og har et stort netværk her. Ja, i øjeblikket er jeg endda ansat. Hvor meget mere må man så ikke føle sig ekskluderet og skuffet, hvis man er ny og har sådan en oplevelse.

Min udfordring til os alle er, om vi kan have i baghovedet, at der altid er nye til stede. Og minde hinanden om, at vi har et fælles ansvar for, at alle føler sig velkomne. Det har vi brug for, hvis vi skal veksle vores gode intentioner til god og favnende kultur.

Søren Rønn, kulturinspirator i Aarhus Bykirke