• Kontakt os

    [contact-field label='Navn' type='name' required='1'/][contact-field label='E-mail' type='email' required='1'/][contact-field label='Kommentar' type='textarea' required='1'/][/contact-form

Er vi frimodige kristne i Aarhus Bykirke?

Af Christian Primdahl Medom, Personlig assistent for Hans-Ole Bækgaard

Ja, det tror jeg egentlig, vi er. For nu at svare lidt kort. Og så dog … den anden dag kom jeg faktisk lidt i tvivl.

Et par piger fra London kom forbi

Tvivlen opstod efter et møde med en pige fra Canada. Hun og to andre jævnaldrende piger ringede på kirkens dør og kom op i sekretariatet, hvor jeg sad. I de ti måneder, hvor jeg har været Olsens personlige assistent, er det formentlig første gang, at jeg oplever et helt frivilligt besøg i sekretariatet (der er kommet gæster før, men de er ikke dukket op frivilligt). Derfor blev jeg ret overrasket.
       Men det sluttede ikke her. For da de så fortalte, at de kun skulle være i Aarhus i 48 timer, og at de først havde fået destinationen for deres rejse at vide i lufthavnen før afrejsen, og at de var her for at besøge kirker og bede for folk, de mødte, måtte jeg lige trække vejret en ekstra gang. Min omstillingsparathed ikke er, hvad den har været.
       Lige før pigerne kom, havde jeg haft problemer med printeren, så det sidste, der faldt mig ind, var bøn, Jesus og Guds mission. Stadig påvirket af overraskelsen fik jeg dog formuleret mig lidt på engelsk, som kunne danne en smule grundlag for en samtale med hvem-det-nu-var, jeg stod overfor.
       Hvorom alting er, så fortalte jeg dem lidt om kirken, og de fortalte mig, om de første ti timer de havde været i byen. Og det var på baggrund af dagens første oplevelser, at den canadiske pige var blevet opmærksom på noget, som fik mig til at tvivle. Hun spurgte om, hvorfor folk ikke rigtig talte om Jesus.

Kristnes (manglende) frimodighed

De havde først været forbi Domkirken og senere Ungdomskirken, og jeg havde en fornemmelse af, hvad hun mente. Hun kom fra en anden kirketradition og et andet samfund end det danske. Så at hun ikke havde mødt – i hendes optik – levende og engagerede kristne i de første to kirker, hun havde mødt, var blevet en undren for hende. Hvordan kan de være kristne, hvis de ikke frimodigt bekender sig til Jesus? Det var det, hun tænkte. Hun havde ikke mødt frimodigheden.
       Samtidig med at hun sagde det, blev jeg selv lidt flov over min egen reaktion, da de var kommet ind og havde tilbudt deres forbøn. Jeg havde nemlig pænt forsøgt at undvige det med fællesbønnen, da det blev for personligt for mig. Min tryghedszone var blevet lidt for udfordret, og med det i baghovedet indkasserede jeg straks en hyklerisk smag i munden.
       Ikke desto mindre fik det mig til efterfølgende at overveje spørgsmålet: Er jeg en frimodig kristen? Og med den her blog kunne jeg spørge: Er vi frimodige kristne i Aarhus Bykirke? For hvad nytter det at være en engageret og aktiv kristen, hvis jeg ikke har frimodighed til at bede med en fremmed eller tale om Jesus med en fremmed?
       Jeg kunne se, at jeg virkelig er påvirket af sekulariseringens ånd. At jeg alligevel lever i og er påvirket af det mantra, at religion er privat og ikke bør udstilles i offentlighed! Selv inden for kirkens mure var min frimodighed åbenbart lig med nul. Måske er det bare mig? Måske… Er det også dig?
       Jesus, jeg ønsker at være frimodig!